Dyrenes Beskyttelse ser corona-smitten af 20 minkfarme i Nordjylland som endnu et argument for, at man bør fremskynde et forbud mod pelsproduktion i Danmark. Men organisationen vil ikke føre kampagne lige nu.
På trods af at tiden kunne synes at være moden til at få søsat en kampagne for at få Danmark til at følge en stor del af Europa og forbyde pelsproduktion, vil man ikke søsætte noget fra Dyrenes Beskyttelses side.
Ifølge direktør Britta Riis ser man det hverken nødvendigt eller forsvarligt på nuværende tidspunkt.
- Vi går ikke ud med store kampagner i forhold til minkproduktionen på nuværende tidspunkt, men situationen kan hurtigt ændre sig. Der er tale om en industri, der ikke har det godt nu, og der er en masse menneskelige skæbner, der lider under det, siger Britta Riis.
Mønster i Europa
Hun tror dog, at den seneste tids udvikling sætter gang i debatten om den danske minkproduktions fremtid igen.
Baggrunden er, at mange europæiske lande inden for de seneste år har valgt at indføre forbud mod pelsdyravl. Det gælder lande som England, Østrig, Norge, Belgien, Luxembourg, Serbien, Slovakiet, Tjekkiet, Kroatien, Makedonien, Schweiz, Tyskland, Slovenien og Bosnien Herzegovina.
Hos Dyrenes Beskyttelse ser man et mønster i Europa. Senest med fredagens afstemning i Polen om at forbyde pelsproduktion i landet.
- Det, vi ser i Europa, er, at landene falder som dominobrikker i forhold til at etablere forbud mod pelsproduktion. Polen var det seneste eksempel, hvor man med meget stor majoritet tog beslutningen (som nu skal behandles i Senatet i Polen, red.). Polen er desuden en stor producent, så det har en klar betydning i forhold til markedet, fortæller hun.
Tendens
Ifølge Britta Riis har mange af modeindustriens trendsættere indstillet kollektioner med animalsk pels takket være et stort lobbyarbejde fra dyrevelfærdsorganisationer i Europa.
Desuden mener hun, at den relativt store veganertrend og spørgsmål som »hvad bruger vi dyrene til?« har været med til at bane vej for de mange forbud på tværs af Europa.
Lige nu er Danmark dog nødt til at handle hurtigt og effektivt i forhold til den smitte med corona, der har ramt 20 minkfarme i Danmark, mener Britta Riis.
- Vi mener i Dyrenes Beskyttelse, at man burde gøre som i Holland. De har taget konsekvensen af udbruddet og slået hårdt ned på det. De havde et forbud i forvejen, men Covid-19 har blot fremskyndet forfaldsdatoen.
- Vi står desuden med et stort samfundsmæssigt problem i og med, at det har vist sig, at minken smitter mennesker og omvendt – men ingen af os ved endnu, præcis hvordan, siger hun.
Går ud over sundhed
Direktøren tilføjer, at det har nogle samfundsmæssige konsekvenser, som virker uoverskuelige og danner reservoirer af Covid-19-smitte. Det, mener hun, er dybt problematisk i forhold til vores sundhedssystem.
victor@agrinews.dk
telefon +45 23 74 12 37