Rapport: Risiko for forurening fra statens minkgrave
En ny rapport viser, at væske fra de mange millioner nedgravede mink allerede kan have forårsaget forurening ved de to massegrave i Midtjylland.

Da Daka løb tør for plads til at opbevare døde mink, besluttede myndighederne at grave mink ned i massegrave i Midtjylland. Men den beslutning kan have vist sit at være skadelig for det lokale miljø og vandmiljø. Foto: Brian Langballe Kristiansen
Radiostationen Radio4 har fået aktindsigt i en rapport, som Geus og DTI har lavet for Miljøstyrelsen, hvori det beskrives, at der er en risiko for, at væske med forurenende stoffer allerede kan have endt dybere nede i grundvandet.
Ifølge Clais Kjøller, der er statsgeolog og afdelingschef i Geus (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) og en af forfatterne bag rapporten, skal man ikke spøge med risikoen for forurening af grundvandet.
- Under en række antagelser kan det øverste grundvand allerede være blevet forurenet, siger Claus Kjøller til Radio4, og tilføjer, at der er brug for at få lavet konkrete målinger ved og under minkgravene, så man med sikkerhed kan sige, om der siver forurenende stoffer ned i grundvandet. Rapporten opfordrer myndighederne til straks at igangsætte disse målinger.
Kan være bekymrende
Hos Danske Vandfærker, der er brancheorganisation for landets vandforsyninger, ser formand Susan Münster med alvor på rapporten.
- Det er klart, at det er bekymrende, hvis der sker noget, der kan ødelægge en vigtig grundvandsressource. Men jeg har hørt fra Miljøstyrelsen, at det ikke som sådan er drikkevandet, der er i fokus i rapporten. Den handler mere om overfladevand og grundvand, siger hun til Effektivt Landbrug.
Hun understreger, at hun ikke har læst hele rapporten endnu.
- Og samtidig har jeg hørt fra Miljøstyrelsen, at man har besluttet at dække minkgravene over. De siger, at de gør alt, hvad de kan for at mindske risikoen for uheldige situationer. For hvis der kommer for meget vand på en gang, er der risiko for, at stoffer siver endnu længere ned, siger Susan Múnster.
Overdækning
Netop en dækning af minkgravene kan være med til at forhindre yderligere nedsivning fra regnvand.
Det har ikke været muligt at få en kommentar til oplysningen om det nye tiltag fra Miljøstyrelsen. Indtil videre er myndighederne gået i gang med forskellige miljøundersøgelser i området omkring de to minkgrave ved Karup og Holstebro i samarbejde med Cowi, Geo og Rambøll.
Der er lavet geofysiske undersøgelser ved både Karup og Holstebro, og der er udført boringer, hvorfra der udtages jord- og grundvandsprøver.
Derudover har Miljøstyrelsen taget prøver i nærliggende vandløb, og der arbejdes på at få opsat permanente målestationer. Der vil også blive udtaget prøver i Bovtrup Sø inden jul.
Vigtigt at kende tilstand
Formålet med de nuværende undersøgelser er at få kortlagt miljøtilstanden i området, inden der sker en eventuel miljøpåvirkning fra de nedgravede mink.
Ved at sammenholde forholdene efter en eventuel påvirkning med de naturlige forhold i området, kan man kortlægge påvirkningen fra de nedgravede mink.
- Det har været vigtigt for os at rykke hurtigt ud og lave undersøgelserne, så vi både kender miljøtilstanden i området før og efter en eventuel påvirkning fra minkene, fortæller konstitueret kontorchef i Miljøstyrelsen Charlotte Moosdorf.
Når resultaterne fra undersøgelserne ligger klar, skal de danne grundlag for en eventuel beslutning omkring, hvordan risikoen for forurening kan afværges.
Miljøstyrelsen forventer, at de første resultater ligger klar i starten af det nye år.