Varmen fra syd har efterhånden fået skubbet den sidste nattefrost og vinterlige nedbør til side. De lune vinde bringer sommerstemning over landet, og vores blåhvide lemmer kan igen få lidt hårdt tiltrængt sol. Den behagelige brise bringer også andre lyksaligheder med sig fra syden. Trækfuglene vender tilbage.
Først et ultrakort glimt af noget meget hurtigt i øjenkrogen, senere en sikker observation – landsvalerne er tilbage fra deres vinterkvarterer i Afrika. Disse små elegante fugle spreder glæde med deres fantastiske flyvefærdigheder og deres fine sang.
Landsvalen er den mest almindelige svaleart herhjemme. Den kendes fra de øvrige svalearter på sin blåsorte metalliske overside, den rødlige ansigtsmaske, det sorte brystbånd og de meget lange halefjer.
Fuglens vingefang måler fra 32 til 34,5 centimeter, og den er omkring 19 centimeter lang med de forlængede halefjer. Den vejer mellem 16 og 25 gram, og den er i stand til at yngle, når den er et år gammel. Landsvalen får op til to kuld unger om året, og der er fire til seks æg i hvert.
Ligesom de andre svaler lever landsvalen af insekter, som den fanger i luften. Derfor er den særligt glad for lokaliteter med ekstensivt eller økologisk landbrug med heste og kreaturer, da disse tiltrækker masser af fluer.
Landsvalen har altid været kendt som en lykkebringer, og der hvor svalen bor, vil husstanden være velsignet med lykke og held. Det bringer derimod ulykke at slå en svale ihjel eller fjerne dens rede. Det er i øvrigt også ulovligt at dræbe svaler og fjerne deres reder i nærheden af yngletiden.
Så selvom landsvalen godt kan svine lidt, er det bestemt ulejligheden værd at have svaler ved sit hjem. Her er et lille tip: Sæt en plade eller balje op under reden, når den er ved at være færdigbygget, så undgås unødigt svineri nemt.