Flere partier vil tillade jagt på ulve, når og hvis bestanden af ulve bliver trecifret. Men spørgsmålet deler vandene, også på EU-plan, forud for parlamentsvalget.
Hvis det skal give mening at indføre jagttid på ulve, vil det kræve, at der er over 100 ulve i Danmark. Men der er tegn på, at det er noget, der vil ske i løbet af de kommende fem år. Det vurderer flere eksperter på området overfor DR Nyheder.
I den seneste opgørelse fra den nationale ulveovervågning er den danske ulvebestand opgjort til op mod 42 ulve i marts måned i år, hvilket indikerer, at den danske ulvebestand er blevet selv-opholdende med potentiale for at blive forøget.
- EU vil stramme grebet om ulve, fordi Ursula von der Leyen har mistet sin pony
Men hvad skal der så ske? Jo, hvis man spørger spidskandidat hos Danmarksdemokraterne til EU-valget, Kristoffer Storm, så skal riflen findes frem.
- Bestanden er meget hurtigt voksende, og det er nødvendigt at have mulighed for at regulere den. Hvis ikke der var ulve, ville der jo heller ikke være angreb på fårefarme i for eksempel Midt- og Vestjylland, siger han til DR.
- Jagttid fungerer ikke
Udover DD har forslaget støtte fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Til gengæld er venstrefløjen skarp modstander af forslaget.
Men hvis der skal indføres jagt på ulve, skal det ske på en bestemt måde. Det siger Peter Sunde, der er professor og ulveforsker ved Aarhus Universitet.
- Det fungerer ikke bare at give en jagttid på ulve, for så risikerer vi at skyde forældre, der har unger. Derfor er det bedste at fjerne hele flokke ad gangen, siger han til mediet.
Også på EU-plan er emnet fortsat genstand for stor debat, og ifølge Euractiv.com deler spørgsmålet vandene tværs ned gennem venstre- og højrefløjen i Parlamentet. Tidligere på måneden havde de 27 EU-landes ambassadører en uformel debat om emnet.