Siden 2017 har køer gået rundt og har afgræsset på det militære øvelsesterræn Kulsbjerg udenfor Vordingborg, og det har køerne gjort godt. For der er kommet flere blomster og insekter på jordene. 

Men nu har Forsvarets Ejendomsstyrelse i overført betydning sat en kugle for panden på det projekt. Man har således ikke forlænget den kontrakt, der var omkring afgræsning af arealerne, som udløb den 1. februar. Det skriver TV2 Øst.

Ifølge styrelsen skyldes kovendingen, at køerne har forstyrret soldater i at kunne lave træningsøvelser på arealerne på en tryg og sikker måed. Men hos Danmarks Naturfredningsforening ærgrer man sig over, at det er farvel til køerne på Kulsbjerg.

- Vi er meget overraskede over, at det er gået så stærkt. Vi havde ikke forventet, at naturen så hurtigt ville vende tilbage på de her åbne flader, og det er dyrenes skyld. Det har været altafgørende, siger besyrelsesmedlem hos DN i Vordingborg, Flemming Kruse til den regionale tv2-station.

Borgmesteren går ind i sagen

Han tilf'jer, at det vil have negative konsekvenser for biodiversitet, hvis man nu som ventet vil erstatte køerne med maskiner til at holde beplantningen nede.

Det er dog ikke helt givet, at køerne aldrig kommer tilbage på Kulsbjerg. Således er Vordingborgs borgmester, Mikael Smed (S) gået ind i sagen. Det har han gjort med et brev til forsvarsminister Jacob Ellemann-Jensen.

- Jeg har valgt at sende det her brev, da der er foregået rigtig god naturpleje her på Kulsbjerg med de græssende dyr, og vi kunne godt have tænkt os at fastholde det, indtil vi med sikkerhed ved, om det kan fortsætte, når der forhåbentlig kommer noget øget aktivitet på kasernen i Vordingborg, siger han til tv-stationen.

Natur