Halemejse: En langhalet vinterven

Mange af sommerens ynglende fugle har forladt landet, og mange er på vej væk i netop disse dage. Det er altid lidt vemodigt, men i denne tid – med store ødelæggelser af naturen – føles det på en måde værre. Kommer de mon igen?

Der er dog også noget at glæde sig over, for mange fugle, der har levet ret skjult i yngletiden, bliver mere synlige i den kommende tid. En af de fugle, som mange elsker for det supernuttede ansigt og den fine lyd, er halemejsen, og den er der gode chancer for at møde i den næste tid.

Med sin lille kuglerunde krop og meget lange hale, er halemejsen ret nem at kende i felten. I den karakteristiske hoppende flugt ligner den næsten en golfkugle på en pind.

Fuglen bliver 12 til 15 centimeter lang, hvoraf halen kan være helt op til 10 centimeter. Næbbet er kort, og øjnene er sorte og runde. Begge køn er ens, og fuglen vejer fra syv til ni gram.

Halemejsen lever af larver, biller og edderkopper, som den gerne finder på grene, mens den hænger med hovedet nedad. Om vinteren suppleres føden med plantefrø, og derfor optræder den også på foderbrættet.

Halemejsens rede er anbragt i en grenkløft, oval og lavet af mos. Reden pyntes fint med lav og urter, som sættes fast med spindelvæv. I reden lægges mellem 7 og 12 æg, som klækker efter cirka 14 dage. Begge køn hjælper til med ungerne, og nogle gange får de også hjælp af fugle, der ikke yngler.

Der optræder to underarter af halemejse herhjemme – den sydlige og den nordlige race. Den sydlige race har et sort bånd over nakken og øjet, og den nordlige, som ses på billedet, er helt hvid i ansigtet. De kan også ses i blandingsformer.

De danske halemejser er standfugle, så de bliver her hele året. Hvis det bliver meget koldt nordpå, så søger halemejserne mod syd og kan ses i store flokke herhjemme.

Læs også