Fremtidens bæredygtige landskab
Patriotisk Selskab holder fyraftensmøde den 27. februar, hvor de sætter fokus på mulighederne ved at deltage i vand- og klimaprojekter.

Konsulent Mette Dyrup Truelsen fortæller om mulighederne for at få hjælp fra udtagningskonsulenterne. Foto: Fotograf Westersoe
Med indlæg fra både landmand, landbrugsstyrelse, kommune og foreningens egne miljøkonsulenter, inviterer Patriotisk Selskab til fyraftensmøde om vejen til fremtidens bæredygtige landskab.
- Fremtidens bæredygtige landskaber formes nu – og hvorfor ikke opnå så stor indflydelse og økonomisk støtte som muligt i forløbet? lyder det fra Patriotisk Selskab, der sætter fokus på mulighederne ved at deltage i et vand- og klimaprojekt.
- Det er ikke kun i vores lille land, at arealkonkurrencen er stor. På fyraftensmødet får vi indblik i både internationale arealtendenser og nationale arealmål samt perspektiver for forretningsmodeller og ejerskab af jord og landbrugets rolle i den grønne omstilling. Vi får også bud på, hvordan vi i praksis kan omsætte det hele i attraktive landskaber gennem tydelige omstillingsspor og fælles fremtidsbilleder.
Fyraftensmødet finder sted den 27. februar 2024 kl. 16.30-19.00 ved Patriotisk Selskab på Ørbækvej.
Hvad er vand- og klimaprojekter?
Vand- og klimaprojekter omfatter blandt andet kvælstofområder og lavbundsprojekter.
Formålet med kvælstofvådområderne er at forbedre vandmiljøet ved at reducere udledningen af kvælstof til fjorde og kystvande. Formålet med lavbundsprojekterne er at reducere udledningen af drivhusgasser til atmosfæren gennem en ekstensivering af landbrugsdriften på kulstofrige lavbundsjorder. Hvis et projekt er beliggende i et delopland med kvælstofindsatsbehov, kan det desuden forbedre vandmiljøet, da udledningen af kvælstof til fjorde og kystvande reduceres.
Projekterne er samtidig til gavn for naturen. Lavbundsprojekter vil specifikt bidrage til forbedring af gunstig bevaringsstatus for habitatnaturtyper og arter i det omfang, lavbundsprojekterne gennemføres i tilknytning til de særligt udpegede Natura 2000-områder. Udover effekten på drivhusgas- og næringsstofudledningerne kan udtagning og vådgøring af landbrugsarealer forøge arealernes bufferkapacitet i forhold til store og pludselige vandmængder (klimatilpasning) samt have en positiv effekt i forhold til biodiversitet og visse naturtyper.
Ordningen med vand- og klimaprojekter er en del af den danske CAP-plan for 2023-2027, og Landbrugsstyrelsen kan give tilsagn om tilskud til 100 procent af de samlede, tilskudsberettigede udgifter til forundersøgelses- og etableringsprojekter.
Kilde: Patriotisk Selskab