ROUNDUP Den seneste tid har tusindvis af danskerne givet støtte til borgerforslaget om øjeblikkeligt at stoppe for salg af Roundup og andre sprøjtemidler til private haver og offentlige fællesarealer. Og står det til miljøorganisationen Greenpeace bør det ikke stoppe ved det – hér ønsker man et totalt forbud mod Roundup – altså også i landbruget.
Stillerne bag forslaget opfordrer regeringen og et flertal i Folketinget til at indføre øjeblikkeligt stop for det private forbrug af Roundup og andre sprøjtegifte samt, at Danmark følger en gruppe af EU-lande og arbejder for udfasning af glyphosat i landbruget inden udgangen af 2022.
- Det er et vigtigt første skridt at få stoppet salget af især Roundup til haver og fællesarealer, men det er helt afgørende, at sprøjtegiftene efterfølgende fases ud i hele landbruget, der står for langt størstedelen af Danmarks forbrug. Regeringen må nu tage teten og få et flertal til at følge den gruppe af EU-lande, som allerede har meldt ud, at de vil udfase glyphosat ved udgangen af 2022. Vi forventer en regering, der både taler og handler grønt, og det er på høje tid igen at gøre landbruget fri for sprøjtegifte, siger Kristian Sloth, landbrugspolitisk rådgiver hos Greenpeace.
 
Natur