Fjordland fejrer fem store jubilæer

Henning Kaasgaard
Henning Kaasgaard kunne fejre 50-års jubilæum.
Han startede som elev i økonomiafdelingen i Lemvig, hvorefter han i en længere årrække, fungerede som regnskabsassistent. Henning opbyggede sideløbende en stor interesse for IT, hvilket medførte, at han overgik til at assistere med virksomhedens IT-drift.
Fra og med januar 2009 overtog Henning ansvaret for IT-driften i Lemvig-afdelingen, og siden 2021 har Henning, som IT-administrator, været en vigtig og enormt vellidt støtte.

Birgit Blæsbjerg. Foto: Fjordland
Birgit Blæsbjerg kunne fejre 45-års jubilæum hos Fjordland i Lemvig.
Udover at bidrage til assistentarbejdet omkring bogføring og opstilling af regnskaber, har Birgit igennem mange år også hjulpet kunderne med lønadministration. Derudover har hun varetaget den daglige administration for en række vindmøllelaug.

Michael Mikkelsen
Revisorassistent Michael Mikkelsen kunne også fejre 45-års jubilæum hos Fjordland i Skive.
Michael startede som revisorassistentelev i 1979, og har gennem årene ydet en stor indsats med regnskabssystemet Ø90. Den viden han har opnået i den forbindelse, giver han gerne videre til sine kolleger.

Flemming Pedersen
Vicedirektør Flemming Pedersen kunne fejre 30-års jubilæum.
I hans første mange år af karrieren fyldte arbejdsopgaver som rådgivning og regnskabsafslutninger hans hverdag. Senere i karrieren er der også kommet flere ledelsesmæssige opgaver til, da Flemming i 2015 blev leder af økonomiafdelingen i Skive, og i takt med det, har personaleansvaret fyldt mere og mere af hans arbejdstid.
I 2021, da Landbo Limfjord, Lemvigegnens Landboforening og Landbo Thy ved en fusion blev til Fjordland, blev Flemming afdelingschef for Økonomi & Virksomhedsledelse for alle tre kontorer i henholdsvis Skive, Lemvig og Thisted. I 2022 skete en større organisationsændring, og her tiltrådte Flemming Pedersen som vicedirektør for Økonomi & Jura.

Mette Skov Johansen
Mette Skov Johansen kunne fejre 25-års jubilæum ved bogholderiet i Skive.
Hun har spillet en central rolle i at modernisere bogholderifunktionerne, og hun har navigeret i komplekse problemstillinger, især når det kommer til implementering af for eksempel nye systemer og overenskomster.