Den 1. august kunne Joan Gade Madsen, økonomiassistent hos Sagro Regnskab i Billund, fejre 25-års jubilæum. Nogle gange rammer man bare plet første gang. Sådan kan man godt sige, at det forholder sig med Joan Gade Madsens karriere. Lige efter handelsskolen fik hun læreplads som revisorassistent-elev hos Midtjysk Rådgivningscenter i Grindsted. Hun blev udlært og fortsatte i jobbet, og nu er der såmænd gået 25 år.
Der har været flere fusioner i løbet af årene, og derfor hedder hendes arbejdsplads i dag Sagro. Blandt de mange kolleger er der fire, som hun har kendt helt tilbage, fra hun startede i lære. Og der er også et par enkelte kunder, som hun har fulgt i alle - eller næsten alle - årene. Der er sket en stor udvikling inden for landbruget, og det har Joan Gade Madsen naturligvis også tydeligt kunne mærke.