Tre virksomheder var nomineret til Den Grønne Pris i Vordingborg Kommune, og sejren gik til Salsbjerggård mellem Næstved og Vordingborg. Det skriver Sjællandske.
Salsbjerggård med landmand Søren Madsen får den grønne pris, fordi han med sit økologiske landbrug har formået at kombinere et traditionsbundet erhverv med den grønne omstilling.
- Årets vinder er fuldt økologisk og driver et bæredygtigt landbrug og er blandt verdens mest effektive landbrug, lød det i begrundelsen fra Bart Roetink fra Møns Bank, der sidder med i dommerkomitéen.
Søren Madsen lagde gården om til økologi i 2016, og med sine 850 køer er han i dag Sjællands største økogård, skriver avisen.
Søren Madsen glæder sig over, at man har villet give en grøn pris til en landmand.
- Landmænd er jo ikke særlig populære i medierne i forhold til klimadebatten, og det er virkelig ærgerligt, for vi er altså nogen, der er dybt involveret i det arbejde, forklarer han.