Finn Damkjær Pedersen har gennem mere end 15 år beklædt en lang række bestyrelsesposter i landbruget, og har desuden siddet som medlem af primærbestyrelsen for Landbrug og Fødevarer og medlem af repræsentantskabet for Danish Crown A/S. De seneste tre år har han som formand for BusinessHorsens blandt andet beskæftiget sig med udvikling af erhverv og erhvervsjord.
 
- Jeg glæder mig meget til at komme i gang. Min forventning er, at jeg med mit netværk og erfaring fra både landbruget og forretningslivet kan være med til at styrke den positive udvikling, som Landbogruppen allerede er i gang med, siger Finn Damkjær Pedersen i en pressemeddelelse.

Direktør glæder sig over ansættelsen
LandboGruppen er datterselskab til LMO, der er en af Danmarks største rådgivningsvirksomheder indenfor landbruget. LMOs direktør, Jan Winther, glæder sig over ansættelsen af Finn Damjkær Pedersen.
 
- Jeg tror på, at Finn kan være med til at udvikle LandboGruppen til en endnu stærkere mæglervirksomhed. Finn har et indgående kendskab til landbrug, og besidder de kompetencer der skal være med til at booste Landbogruppen, siger Jan Winther.
 
LandboGruppen MidtØst er en del af landbrugsmæglerkæden LandboGruppen med 6 forretningssteder over hele landet. Kæden har opnået en betydelig markedsandel, når det gælder omsætning af landbrugsejendomme.
 
Finn Damkjærs Pedersens primære ansvarsområder bliver at deltage i salget af landbrugsejendomme samt at vedligeholde de gode kontakter med banker, kreditinstitutter og landmænd.