Mentorordning skal skabe landbrugsledere

Agrarøkonomelever fra Gråsten Landbrugsskole.
Mentorer fra erhvervslivet og landbruget skal hjælpe til med at skabe Danmarks dygtigste landbrugsledere på Gråsten Landbrugsskole, lyder det i en pressemeddelelse fra skolen.
Skolen udbyder Agrarøkonomuddannelsen og Landbrugets Akademiuddannelse, og det næste hold Agrarøkonomer er klar til at starte 1. februar.
Et af de initiativer, som skal hjælpe de kommende agrarøkonomstuderende godt igennem uddannelsen, er en mentorordning, hvor de studerende tilbydes at få tilknyttet en erfaren erhvervsprofil. Det kan være en selvstændig landmand eller en leder fra et af følgeerhvervene.
- Det er en forholdsvis ny ordning, men vi har allerede høstet rigtig gode erfaringer med mentorordningen. Hidtil har de studerende sparret med deres lærere, men det giver helt andre perspektiver og indsigter, at få sparring på sine opgaver fra en uden for skoleverdenen, påpeger uddannelsesleder på Gråsten Landbrugsskole Kirsten B. Nielsen.
Der er løbende studiestart på Landbrugets Akademi Uddannelser, mens det næste hold Agrarøkonomer starter på Gråsten Landbrugsskole 1. februar 2021. Der er tilmeldingsfrist inden 10. januar 2021.