Ny rapport: Dansk landbrug har lavt antibiotikaforbrug sammenlignet med øvrige europæiske lande
Dansk landbrug har det absolut laveste antibiotikaforbrug sammenlignet med de øvrige europæiske lande med stor husdyrproduktion. Det viser en ny rapport fra Det Europæiske Lægemiddelagentur.
- Det er udtryk for godt landmandskab, og det kan vi godt være stolte af, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.
Det Europæiske Lægemiddelagentur har udgivet en rapport, der sammenligner antibiotikaforbruget i 30 europæiske lande i perioden 2010-2016.
Tallene i rapporten viser, at de danske landmænd er med helt fremme, når det kommer til at reducere forbruget af antibiotika. Rapporten viser også, at Danmark er dét land, der bruger absolut mindst antibiotika i landbrugssektoren, hvis man sammenligner forbruget blandt de 10 europæiske lande, der har den største husdyrproduktion.
Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.
-De danske landmænd har i en lang årrække målrettet arbejdet på at sænke forbruget af antibiotika. Det er noget, der bliver beundret mange steder i verden, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.
- Det er positivt, at vi har formået at sænke vores antibiotikaforbrug. Ikke mindst når man ser på, at vi i forvejen har et lavt forbrug. Det er udtryk for godt landmandskab, og det kan vi godt være stolte af, fortæller han.
I perioden har de danske landmænd reduceret forbruget med 14 pct., når man ser på, hvor mange milligram der er anvendt per kilo produceret dyr.