Når den økologiske fødevaremesse Biofach åbner dørene i Nürnberg den 14. februar, står 31 danske virksomheder klar til at vise, hvad verdens førende økologiske nation kan tilbyde.
En stigning i eksporten af danske økologiske fødevarer på 17 procent i 2021.
Det er den platform, som 31 danske virksomheder står på, når de byder verden indenfor på den danske fælles stand på økomessen Biofach 2023 i Nürnberg.
Og selvom inflation, energikrise og krig i Europa præger stemningen på eksportmarkederne, går virksomhederne til fremtiden med optimisme, lyder det i en pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening.
- Det er i krisetider, at man skal investere i fremtiden. Det ved de danske virksomheder, selvom de selvfølgelig også er realistiske og klar over, at det kræver tålmodighed at skabe høje vækstrater, når markedet er præget af kriser, siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.
- Det er i krisetider, at man skal investere i fremtiden
Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening
Fornemt besøg
- At være til stede på Biofach er et must, hvis man er økologisk producent. Det er her, de internationale indkøbere får kontakter og inspiration til fremtiden, fortsætter hun.
Den danske fællesstand er resultatet af et mangeårigt samarbejde mellem danske eksportvirksomheder, Økologisk Landsforening og Bio Aus Dänemark.
I år kan udstillerne på den danske stand se frem til at få fornemt besøg af den tidligere tyske landbrugsminister, Renate Künast, som blandt andet skal opleve de innovative nyheder på standen, hvor både store og små virksomheder er repræsenteret inden for alt fra æg, kød, chokolade, drikkevarer og ikke mindst de plantebaserede produkter.
- Det er stort, at Renate Künast kommer forbi vores stand i år. Hun har spillet og spiller stadigvæk en stor rolle for udviklingen af økologi i Tyskland og har gennem mange år brugt Danmark som rollemodel for, hvordan man politisk kan styrke produktion og afsætning af økologiske produkter. Hun refererer i sine oplæg til »Der Kopenhagenermodel«, og det er vi selvfølgelig stolte over, siger Malene Aaris, CEO for Bio Aus Dänemark.
Den danske stand har fokus på bæredygtighed og på økologiens fire bæredygtige principper, der understreger økologiske fødevarer som et bud på fremtidens fødevarer. Derudover har alle de danske virksomheder revideret deres behov for brug af strøm på messen, ligesom messestanden er opbygget af genbrugsmaterialer fra tidligere år.
Biofach finder sted fra den 14. februar til den 17. februar 2023 i Nürnberg