Rekord: Størst økoforbrug per indbygger
Nye, globale økologital viser, at Danmark fortsat har det største øko-forbrug i verden, men som noget nyt ligger de danske forbrugere også nummer ét, når det kommer til forbrug pr. indbygger. Tallene viser nødvendigheden af at holde fokus på at udvikle økologien, mener Landbrug & Fødevarer.

Danmark sætter nu økorekord pr. indbygger. Foto: Colourbox.
De danske forbrugere er fortsat dem, der putter flest økologiske varer i indkøbskurven, når de handler.
Den økologiske markedsandel i detailhandlen nåede i 2018 op på hele 11,5 procent, viser nye tal fra den internationale rapport The World of Organic Agriculture.
- Tallene viser med al tydelighed, at det er nødvendigt med fokus på at udvikle økologien, så vi fortsat kan udbygge vores position som den nation i verden, hvor flest køber økologiske varer, mener Kirsten Lund Jensen, der er økologichef hos Landbrug & Fødevarer.
Rapporten viser også, at USA er det suverænt største øko-marked i verden med en omsætning på 303 milliarder danske kroner i 2018. Og at det samlede økologiske fødevaresalg steg med 5 pct. i 2018 til omkring 725 milliarder danske kroner.
Danmark deler førstepladsen med Schweiz, når det kommer til det største forbrug af økologi i detailsalget omregnet i kroner og ører pr. person. Men i Schweiz udgjorde den økologiske markedsandel blot 9,9 pct., mens Sverige havde den tredje højeste med 9,6 pct.
Fordobling på 10 år
- Hos Landbrug & Fødevarer forventer vi, at den danske markedsandel er steget til omkring 12-12,5 pct. i 2019, fordi vi forventer et øget økologisalg i detailhandlen på ca. 10 pct, oplyser Kirsten Lund Jensen.
Tallene i den nye rapport viser også, at det samlede økologiske areal verden over steg til 71,5 millioner ha. I 2018, svarende til en fordobling i de seneste ti år.
- Med den udvikling vi ser, er det helt afgørende, at dansk økologi også i fremtiden kan klare sig godt i konkurrencen på et globalt marked, hvor der er rigtig mange dygtige spillere, siger økologichefen i Landbrug & Fødevarer.
Omkring 40 danske økologivirksomheder deltager lige nu i et eksportfremstød på BioFach i Nürnberg i Tyskland sammen med Økologisk Landsforening og eksportnetværket Bio Aus Dänemark.
I maj måned vil Landbrug & Fødevarer arrangere et lignende eksportfremstød i forhold til det kinesiske marked ved navn BioFach Shanghai.
aldo