Rådgivere anbefaler: Sådan undgår du vandlidende jorder

Dræning spiller en stor rolle for jordens evne til at håndtere vandet fra oven. Derudover er det også relevant at se på, hvordan man bearbejder sin jord for at imødegå udfordringer med vandlidende jorder.

Planterådgiver ved Fjordland, Thomas Gram, forklarer, at det i fremtiden kan blive relevant med nydræning på arealer, hvor det ikke tidligere har været nødvendigt.

Det kan koste udbytte, hvis ikke jorden kan aflede vandet i våde perioder eller holde på vandet i tørre perioder. Men der er noget at gøre.

Ifølge rådgivningsvirksomheden Fjordland spiller det en stor rolle, hvorvidt man passer godt på sine dræn, samt hvordan man bearbejder sin jord. For god dræning samt reduceret jordbearbejdning kan faktisk have en stor effekt på jordens evne til at håndtere voldsom nedbør eller tørre perioder, lyder det fra rådgivningsvirksomheden.

Husk at vedligeholde dine dræn

En af de vigtigste ting er at sikre sig, at drænene er vedligeholdt. En veldrænet jord fremmer nemlig afstrømningen af overskudsvand i rodzonen. Det sikrer et passende luftskifte til planterødder og mikroorganismer, samt giver gode forhold for optagelse af næringsstoffer.

Planterådgiver hos Fjordland, Thomas Gram, forklarer derfor, at det er vigtigt, at man har styr på, om ens dræn er velfungerende.

- Drænsystemernes fordeling på jordtyper og levealder giver et behov for en årlig omdræning på cirka to procent af de eksisterende dræn for ikke at nedsætte drænfunktionen på landsplan. Derudover kan der i fremtiden være behov for nydræning på arealer, hvor det ikke før i tiden har været rentabelt, siger Thomas Gram.

Hvis ens jord udlejes eller ens tidshorisont som ejer er kortere, vil det dog stadig være relevant at holde jorden veldrænet. For selvom et dræningsprojekt måske ikke kan nå at tjene sig hjem, inden jorden skal afhændes, vil det stadig have en betydning for den pris, jorden kan sælges til.

- En veldrænet jord, hvor der står gode afgrøder, vil alt andet lige være mere eftertragtet ved et salg end en vandlidende jord. Dræning bliver højaktuelt i fremtidens landbrug, så en klimavenlig produktion kan fortsættes. Her kan vi som rådgivningsselskab eventuelt være behjælpelige med at vurdere, om et dræningsprojekt er rentabelt, forklarer Thomas Gram.

Få digitaliseret dine drænkort

Hvis man gerne vil sikre sig, at det er let at tilgå sine dræn og brønde, når de skal renses eller renoveres, kan det være en god ide at få gamle drænkort digitaliseret.

- På den måde kan du få dine dræn kortlagt, så du altid har dem tilgængelige på din smartphone eller tablet via FarmTracking, forklarer Jørgen Albert Knudsen, der er senior miljøkonsulent ved Fjordland, og som blandt andet arbejder med digitalisering af drænkort.

- Vi er gerne behjælpelige med at forsøge at fremskaffe de gamle drænkort fra det firma, der har overtaget drænarkivet fra Hedeselskabet. Derudover er nydræning ofte lavet ved hjælp af GPS, og der kan vi være behjælpelige med at indlæse GPS-målingerne i FarmTracking, tilføjer han.

Og der er meget tid at spare ved at få sine drænkort digitaliseret, forklarer Jørgen Albert Knudsen.

- De landmænd, jeg har tegnet drænkort op for, er meget glade for den tid og det arbejde, de sparer. Det gør det nemmere at finde drænene, når man skal rense dem. Desuden kan man let lokalisere, hvor problemerne med dræningen er, for man kan let se, hvor drænene ligger i forhold til, hvor vandet står på marken, siger han.

Pløjefri systemer kan hjælpe på afdræning

Lars Andreasen, der er pløjefri specialkonsulent hos Fjordland, forklarer, at man, ved at omstille sin bearbejdning af jorden, kan udvikle en jord, som selv er i stand til at dræne overskudsvand i perioder med tung regn.

- I de pløjefri systemer oplever vi, at de jordlevede dyr hjælper med. De store regnorme laver lodrette gange, så vandet kan dræne ned i de lavereliggende jordlag. Om vinteren skal ormene ned i jorden, hvor der er frostfrit, så de kan overleve. Der vil de gerne ned i en dybde på over en meter, og dermed laver de nogle gode kanaler, som vandet kan løbe i, siger Lars Andreasen.

Desuden forklarer Lars Andreasen også, at ens valg af efterafgrøder har stor effekt på, hvor god en evne ens jord får til at dræne regnvand samt holde på jorden i tørkeperioder.

- Hvis man sår efterafgrøder med lange rødder, giver man de jordboende dyr en bedre forudsætning for at søge op til det øverste jordlag, hvorved de skaber naturlige afdræningskanaler i jorden. Med en god efterafgrødeblanding kan man også sikre sig, at der er nok organisk materiale i jorden, som kan holde på vandet i tilfælde af tørkeperioder, konstaterer Lars Andreasen.

Læs også