2024 startede med masser af modgang for kartoflerne i den nordlige del af landet. Alligevel kom især markerne på høj og let jord flot gennem sæsonen.
Tidligt på sæsonen var der ikke meget, der tydede på, at 2024 skulle gå hen og blive en helt fornuftig sæson for mange kartoffelavlere – i hvert fald i den nordlige del af landet.
- Der var meget modstand fra start. På et tidspunkt tænkte jeg, at det bare var en sæson, der skulle overstås, fortalte planteavlskonsulent Jannie Rendbæk Sørensen, da Agillix torsdag bød indenfor til Kartoffelnytårskur i Brønderslev – et arrangement, der trak over 130 tilhørere til.