Dyre fejl i øko-marken: - Kan koste hele overskuddet
Fejl i dine økologiske marker koster ikke blot udbytte, men også direkte på bundlinjen, lyder det fra Velas.

- For en typisk økologisk planteavler med 100 hektar kan det sagtens løbe op i flere hundrede tusinde kroner hvert år, hvis man træffer de forkerte valg, siger økologirådgiver Mia Worsøe Hansen. Foto: Velas
Selv tilsyneladende små, ubetydelige fejl i dine økologiske marker kan ende med at koste dig dyrt, når boet skal gøres op, skriver Velas i en pressemeddelelse.
Derfor er det ifølge økologirådgiver i Velas Mia Worsøe Hansen vigtigt, at du har fokus på at træffe strategisk gode beslutninger.
- Fejl i markdriften koster ikke kun udbytte, men også direkte på bundlinjen. For tidlig såning af vintersæd, forkert håndtering af efterafgrøder, manglende prioritering af gødning og uheldigt afgrødevalg kan tilsammen betyde tab på flere tusinde kroner pr. hektar. Derfor er det afgørende at træffe velovervejede og langsigtede beslutninger, siger hun.
Sammen med kollegerne i Velas har hun estimeret, hvor dyrt det kan blive, hvis du begår nogle af de mest kostbare fejl i dine økologiske marker.
- For en typisk økologisk planteavler med 100 hektar kan det sagtens løbe op i flere hundrede tusinde kroner hvert år, hvis man træffer de forkerte valg. Det kan simpelthen koste hele overskuddet, siger hun.
Hvis du vil være sikker på, at dine beslutninger er strategisk fornuftige og giver dig de bedste muligheder for høje udbytter, kan det ifølge Mia Worsøe være en idé at rådføre dig med fagpersoner.
- Når en fagperson besøger din mark, får du en værdifuld mulighed for at få vurderet de udfordringer, du står overfor, og du får sparring på, hvor skoen trykker på din bedrift. Det giver konkrete løsninger og hjælper dig med at lægge en strategi, der sikrer bedre resultater på sigt, samtidig med at du med rådgiveren løbende kan følge op på indsatsen, siger hun.
Forkert såning
Hvis du sår vintersæd for tidligt eller under forkerte forhold, kan du risikere stort ukrudtstryk og dårlig etablering, og det kan i vinterhvede koste mellem 10-40 procent af udbyttepotentialet.
- Hvis marken bliver ramt af problemukrudt som spildfrø fra frøgræs eller store mængder fuglegræs eller får sygdomme som havrerødsot eller goldfodssyge, kan det resultere i udbyttetab, svarende til mellem 1.500 og 3.000 kroner pr. hektar, siger Mia Worsøe.

Ifølge økologirådgiver i Velas Mia Worsøe Hansen er det vigtigt, at du har fokus på at træffe strategisk gode beslutninger. Arkivfoto
Rug er en populær afgrøde for økologer, og her kan konsekvenserne ved at så under dårlige forhold være enorme.
- Vi har tidligere set, at såning af rug under våde forhold giver udbyttetab på op til 75 procent. Så enten skal man være tålmodig, og om muligt vente på bedre forhold, og ellers skal man vælge en anden afgrøde. Man skal altså være helt klar til at sadle om, hvis forholdene i marken ændrer sig, siger økologirådgiveren.
Som hovedregel bør udbyttet i rug ligge i intervallet 4-7 tons pr. hektar. Men ifølge økologirådgiveren er der mange økologer, som ligger med udbytter under det niveau.
- Der er for mange i den lave ende af intervallet og endda med udbytter under 4 tons. Der er også nogen, hvor det går helt galt, og hvor de høster 1,5 til 2 tons pr. hektar. Prisen er 2,0-2,5 kroner pr. kg, så tabet kan nemt være op til 3.000-7.000 kr. pr. hektar, siger Mia Worsøe.
Dårligt håndtering af efterafgrøder
At vælge de rigtige mellem- og efterafgrøder til dine marker er også af afgørende betydning for bundlinjen.
Ifølge rådgiveren er mellem- og efterafgrøder en fornuftig strategisk vej at gå, hvis du gerne vil stabilisere udbytterne fra dine marker og samtidig opnå en god økonomi. Du skal bare være sikker på, at du får valgt de rigtige efterafgrøder og håndterer dem korrekt.
- Dårlige mellem- og efterafgrøder kan føre til rodukrudtsproblemer og tab af næringsstoffer, hvilket kan resultere i, at man taber 20-50 procent af næste års afgrøde, svarende til 2.000-7.500 kroner pr. hektar, siger hun.
Prioritering af gødning
Hvordan du prioriterer gødningen af dine økologiske marker, kan også betyde meget for udbytterne fra dine økologiske marker.
- Hvis du taber et kg kvælstof, betyder det 15-20 kg mistet korn. Det er 15-50 kroner tabt pr. kg. kvælstof, og så kan det lige pludselig betyde meget, hvis du mister mellem 5-15 procent kvælstof på grund af forkert udstyr eller dårligt udbringningstidspunkt eller -teknik, siger Mia Worsøe.
Ifølge hende er det værste scenarie, hvis man mangler næringsstoffer til at opfylde diverse kvalitetskrav i afgrøderne.
- Så mister man nemt 10-20 procent af den samlede værdi af afgrøden, siger hun.
Forkert afgrødevalg
Når du skal vælge afgrøder, er det vigtigt, at du får tænkt alt fra sædskifte, gødningsmuligheder og mellem- og efterafgrøder ind i din plan. Det kan sagtens koste mellem 1.500 og 2.000 kroner at vælge forkert.
Her peger Mia Worsøe for eksempel på vinterhvede som en afgrøde, der kan give udfordringer.
- Vinterhvede bruger meget gødning, og er, som situationen ser ud lige nu, desuden billig i indkøb fra Østeuropa, hvilket har presset prisen til et niveau, der i Danmark er for lavt vores omkostninger taget i betragtning, siger hun.
I stedet anbefaler økologirådgiveren at overveje rug.
- Der skal du bare have for øje, at de seneste år med ekstremt vådt vejr i perioder har vist os, at udbyttetabet i rug kan være op til 50-75 procent af potentialet, siger hun.