L&F: Pesticidforbud uden alternativer kan få katastrofale konsekvenser for planteavlere
Dansk planteavl risikerer at blive hårdt ramt, når pesticider med TFA-problematik mister godkendelse. L&F har leveret fagligt grundlag og konsekvensberegninger, men advarer om, at uden alternativer kan produktionen af bl.a. kartofler, raps og frø stå over for en katastrofe fra 2027.

- Vi står i en situation, hvor vi er i fare for at miste en række meget betydelige produktionsmuligheder specielt indenfor havefrø, markfrø, raps og kartofler, siger Torben Hansen. Arkivfoto
De danske planteavlere bliver ramt meget hårdt, når en række pesticider mister deres godkendelse. Årsagen er at pesticiderne kan nedbrydes til flourstoffet TFA.
L&F har sikret tæt dialog med myndigheder omkring alternativer, men bekymringen for fremtiden er stor.
- Vi har præsteret solidt fagligt arbejde, nu skal myndighederne også levere, fastslår Torben Hansen, formand for L&F Planteproduktion i en pressemeddelelse.
- Fra L&F’s side har vi gennem hele forløbet gjort det klart, at der ikke er alternativer til hovedparten af de produkter, som Miljøstyrelsen udfaser. Det får voldsomme både dyrkningsmæssige og økonomiske konsekvenser for en stor del af planteproducenterne og derfor har vi arbejdet intenst med sagen i L&F.
Jeg savner alternativer, for ellers står vi i en katastrofal situation fra 2027
Torben Hansen, formand for L&F Planteproduktion
Uangribelig faglighed
Torben Hansen henviser til, at Landbrug & Fødevarer hos Seges Innovation har fået lavet konsekvensberegninger for driftsmæssige og de økonomiske konsekvenser for planteproducenterne. Det er det arbejde, som nu lægges frem. L&F har også fået lavet en række faglige kommenteringer hos SEGES Innovation af den faglige rådgivning, som myndighederne har fået, med henblik på. at træffe beslutning om afviklingsfrister.
- Vi står i en situation, hvor vi er i fare for at miste en række meget betydelige produktionsmuligheder specielt indenfor havefrø, markfrø, raps og kartofler. Vi har kæmpet for, at beslutningen hos Miljøstyrelsen er taget på det mest oplyste grundlag overhovedet. Vi har efter min opfattelse leveret uangribelig faglighed. Desværre står vi nu i en situation, hvor en række helt afgørende midler ikke bliver tilgængelige i fremtiden. Jeg savner alternativer, for ellers står vi i en katastrofal situation fra 2027, siger Torben Hansen.
Han efterlyser som landmand, at samfundet også ser på øvrige kilder til TFA.
- Vi får smidt en voldsom presbold, mens myndighederne fortsat overvejer, om der skal handles i forhold til andre TFA.
Slås for bedste udfald
Torben Hansen understreger, at Landbrug & Fødevarer har spillet afgørende og ny viden ind på bordet gennem flere år og arbejdet intensivt for at sikre planteproducenterne det bedste udfald.
- Vi har i hele processen ageret dybt professionelt og virkelig arbejdet sagligt med sagen. Det anerkender man også fra myndighedernes side, da man nu som noget helt nyt indgår en tæt dialog, hvor erhvervet er med. Det er uden fortilfælde at arbejde sådan, siger han.
Helt konkret nedsætter myndighederne taskforces, der skal finde alternativer i samarbejde med en række repræsentanter fra erhvervet.
- Der skal findes løsninger, så vi netop ikke efterlades uden alternativer. Vi presser på, indtil alternativerne er fundet. Det bliver på ingen måde let, men der er en vej frem, siger Torben Hansen, som dog gerne have set, at endnu flere landbrugsstemmer var repræsenteret i taskforcen.
- I de to taskforces er de relevante myndigheder samlet med repræsentanter fra erhvervet, som har en dyb faglig viden og forståelse for landbruget. Opgaven er at finde løsninger, som den enkelte landmand kan bruge i det daglige arbejde. Ingen skal være i tvivl om, at vi kommer til at arbejde intenst i taskforcen og hele tiden vil holde myndighederne oppe på, at de skal finde de gode løsninger og alternativer, siger han.
Myndighederne har i forbindelse med fastsættelse af afviklingsfrister anerkendt, at der for flere af midlerne ikke findes alternativer, hvorfor flere af de væsentlige pesticidprodukter kan anvendes til og med vækstsæson 2026.