Nyt middel mod skimmel i kartofler

Corteva Agriscience har opnået godkendelse af et nyt middel mod skimmel i kartofler. Zorvec Enicade indeholder et helt nyt aktivstof med længere virkningstid.

I år får de danske kartoffeldyrkere nyt udstyr i værktøjskassen. I kampen mod kartoffelskimmel har Corteva fået godkendt Zorvec Enicade. Det er et helt nyt middel med det nye aktivstof oxathiapiprolin, som ikke tidligere har været anvendt i Danmark.

Ud over at være et nyt aktivstof og dermed medvirkende til at undgå resistensudvikling har Zorvec Enicade en virkningstid på op til ti dage. Det anbefales dog at gå ned på syv dage ved meget højt smittetryk. Midlet er regnfast efter 20 minutter.

Zorvec har både translaminær og systemisk virkning. Det virker altså direkte på de behandlede blade, men optages også i planten og beskytter nye blade, som ikke er udviklet på sprøjtetidspunktet.

Dosering

I Danmark markedsføres det nye skimmelmiddel i en kombinationspakke med én liter Zorvec Enicade og to liter Azuleo. Den anbefalede dosering er 0,15 liter Zorvec Enicade og 0,3 liter Azuleo pr. hektar.

Azuleo baserer sig på aktivstoffet cyazofamid, som også kendes fra blandt andet Ranman Top.

Midlerne må anvendes fra vækststadie 59 til 79, og Zorvec Enicade er begrænset til to behandlinger pr. sæson.

Læs også