Enormt behov for halm i fremtiden
På et temamøde om halmproduktionen øst for Storebælt opremsede formanden for Ø.Ø. Halm, Ebbe Nielsen, de mange byggeprojekter til nye halmforbrugende anlæg, der er i gang.

120 flere af sådanne halmpressere bliver der yderligere brug ude hos halmleverandørerne for til at bjærge den forventede fremtidige halmmængde øst for Storbælt - her fremvist af Anders Simonsen fra Brøns på halmmødet i Herfølge. Fotos: Jørgen P. Jensen
- Der bliver behov for op mod 120 flere ballepressere i de kommende år, hvis det forventede halmbehov øst for Storebælt skal dækkes.
Det fastslog Ebbe Nielsen, formand for Ø.Ø.Halm, der er foreningen for halmleverandører øst for Storebælt, på et temamøde for en indbudt kreds på 40 maskinstationsfolk og halmleverandører.
Temamødet foregik i Herfølge syd for Køge og var arrangeret af maskinhandlerfirmaet Brøns Group, der blandt andet importerer halmpressere fra Krone.
- Vi har regnet med, at hver presser kan klare 4.000 tons halm med de 13 procent vand, der er kravet ved den forarbejdning, som halmen skal igennem på de nye industrianlæg, der forventes her i området, fortsatte Ebbe Nielsen i sin vurdering af det kommende store behov for halm.
I øjeblikket produceres omkring 1,2 millioner tons halm på de østlige øer og behovet forventes at stige med 750.000 tons yderligere de nærmeste år.
Verdens største biofuelfabrik
Ø.Ø. Halm har haft en række møder med firmaet Green2x, som er i gang med at bygge en biofuelfabrik ved Vordingborg – den foreløbig største af sin art i verden.
- Byggeriet skal til at gå i gang nu, og de tror fuldt og fast på, at fabrikken kommer, fortæller Ebbe Nielsen, der også forventer to biogasanlæg på Lolland-Falster med et forbrug på to gange 30.000 tons halm.
Derudover har fabrikken RE Energy Bio i Kalundborg, som har oplagret en del halm fra tidligere år, meldt om et forventet køb af godt 20.000 tons halm i 2023/2024.
På Re Energy Bio omdannes de store mængder halm til to slags sirup, hvor den grove del laves til bioethanol, mens den fine del videreforarbejdes til en præbiotika, som bruges i fødevarer.
Bioaffaldet sendes til Kalundborg Bioenergi, som er nærmeste nabo, og bliver til biogas, mens den sidste rest halm presses og kan brændes af som fjernvarme til byens borgere.
Kun én ballestørrelse
Og der er gang i endnu flere halmforbrugende værker – blandt andet et halmvarmeværk i Ringsted, som forventer at aftage halm fra 2024/2025.
- Jeg har sagt til alle nuværende og kommende aftagere af halm, at de skal omstille til at kunne modtage de nye ballestørrelser på 90 gange 120 centimeter. Men ikke alle er med på det.
Imidlertid laver producenterne af halmpressere som Krone og Agco ikke andre ballestørrelser længere.

Samarbejde nødvendigt
- Yderligere har vi været til møde i både Hillerød, Næstved og på Køge Havn, hvor man på sidstnævnte vil aftage op til 300.000 tons til halmbriketter.
- Så der bliver brug for både mere halm og flere lader til opbevaring. Der sker virkelig meget nu, understregede Ebbe Nielsen, der har taget kontakt til halmforeningerne på Fyn og i Jylland om et tættere samarbejde.
De store mængder halm, der snart skal bruges øst for Storebælt kan nemlig ikke klares af Ø.Ø. Halm alene.
- På vores generalforsamling vil et tættere, landsdækkende samarbejde blive fremhævet som nødvendigt, for at vi kan løfte det store halmbehov i fremtiden, sluttede Ebbe Nielsen.
