Kortlægning af muligheder for CO2-reduktion i roeavl
Yara Danmark og Nordic Sugar har indgået aftale om et samarbejde for at se på mulighederne for CO2-reduktion i roedyrkningen.

Nordic Sugar og Yara har indgået samarbejde. Her ses fra venstre: Christopher Munke-Svendsen, head of sustainable agriculture development hos Nordic Sugar, Søren Fredslund, business development manager i Yara, Jens Jakob Larsen, commercial director i Yara, og Claus Nørgaard, head of agricenter hos Nordic Sugar. Foto: Yara Danmark
Et nyt samarbejde mellem Yara Danmark og Nordic Sugar skal kortlægge mulighederne for CO2-reduktion i roedyrkningen, og det er et samarbejde, som markerer de første skridt i at give danske roeavlere flere muligheder i den grønne omstilling.
Med de stigende krav til produktion og de politiske rammer for CO2-reduktion står mange landmænd til at komme i klemme. Derfor vil det nye samarbejde mellem Yara Danmark og Nordic Sugar se på mulighederne for at skabe kommercielle muligheder for de danske roeavlere gennem grønne løsninger i værdikæden. Det skriver Yara i en pressemeddelelse.
- Et centralt første skridt bliver at skabe en form for klimadokumentationssystem til avlerne. Dernæst skal vi se på, hvilke forretningsmuligheder i den grønne omstilling, som vi kan stable på benene for avlerne, så de forhåbentlig kan se et økonomisk perspektiv i at dyrke roer med eksempelvis grøn eller blå gødning, fortæller Søren Fredslund, business development manager i Yara Danmark.

Grønnere værdikæder
Aftalen er et led i Nordic Sugars arbejde med grøn omstilling i det såkaldte »scope 3«. Projektet vil i første omgang se på mulighederne for faste gødninger i roeavl for både at højne udbytter såvel som at reducere klimaftrykket.
Det er det første skridt mod at introducere grøn og blå gødning i roeavlen, hvor der sideløbende med arbejdet i marken skal kigges på mulighederne for at skabe et grønnere produkt, som fødevareproducenterne er villige til at betale lidt ekstra for.
- Projektet er en del af vores Science Based Targets Initiative og har til formål at finde grønne muligheder til vores avlere. Vi vil som virksomhed ikke kun kigge på vores eget produktionsaftryk, men også se på, hvordan vi kan skabe grønnere værdikæder. Det første step i denne proces er at kortlægge CO2-emissioner i værdikæden og mulighederne for reduktioner, fortæller Claus Nørgaard, head of agricenter hos Nordic Sugar Danmark.