Forventningerne til 2024 vokser, ifølge ny analyse, i plantebranchen, og de ser frem til flere grønne måltider på tallerknerne og mere plantedrik i glassene.
En netop gennemført analyse viser, at 74 procent af ialt 90 danske virksomheder og organisationer inden for plantebaserede fødevarer forventer en stigende omsætning i 2024 i forhold til 2023.
- Optimismen i plantebranchen vokser igen og bygger blandt andet på markant vækst i markedet for plantedrikke – både herhjemme og internationalt – samt det faktum, at forbruget af kød falder. Forbrugerne ændrer altså vaner i en mere klimavenlig spiseretning, selv om der de seneste år har været benspænd undervejs, siger Frederik Madsen, sekretariatschef i brancheforeningen for grønne fødevarer, Plantebranchen.
En midlertidig opbremsning i den grønne omstilling af danskernes madvaner har handlet om corona og inflation med stærkt stigende fødevarepriser til følge, men også om tilgængelighed i supermarkedet, pris og kvalitet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra foreningen.
Fornyet optimisme
Det fremgår endvidere, at der nu er fornyet optimisme hos plantebranchens medlemmer, understøttet af solgte plantebaserede fødevarer i 2022 sammenlignet med animalske fødevarer. Her steg de plantebaserede drikke med seks procent (målt på antal styk), mens mælken faldt med fire procent. Plantebaserede alternativer til kød steg med en enkelt procent, mens kødet faldt med fire procent.
Med hensyn til plantedrikke har kommunikationsdirektør Lars Aarup fra Coop blandt andet meldt ud, at kæden forventer, at salget af plantedrikke stiger 19 til 20 procent i år sammenlignet med forrige år.
Nyt klimamærke
Henrik Lund, direktør for Naturli’ og formand for Plantebranchen, oplever især den markante stigning inden for plantedrikkene, men også en stor interesse for nye plantebaserede produkter.
- Når der er uro i verden, er der en tendens til, at mange for en stund vender tilbage til de vaner, de har haft fra barnsben. Den gode nyhed er imidlertid, at forbrugerne igen retter blikket mod de plantebaserede fødevarer og er bevidste om, at de sætter et langt mindre klimaaftryk end de animalske. Derfor håber jeg også, at der kommer fart under et nyt statskontrolleret klimamærke, så forbrugerne bliver hjulpet til at træffe flere klimavenlige valg i supermarkedet, siger Henrik Lund og fortsætter:
- Forbrugerne ønsker den grønne omstilling. Og når de opdager, at de plantebaserede fødevarer smager fuldt ud lige så godt som de traditionelle og kvalitet samt pris selvfølgelig også er i orden, så slår de blivende ændringer af forbrugernes vaner igennem som nu, siger han.