Et nyt globalt kæmpestudie ledt af Københavns Universitet sammen med Hohenheim Universitet har undersøgt effekten af diversitet i landbrug, og konklusionen er lysende klar: De positive effekter stiger for hvert tiltag, og negative effekter er svære at finde.
- Drop monokultur og industriel tænkning og variér jeres landbrug – det betaler sig, siger Laura Vang Rasmussen, som er forsker på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.
Hun kan endelig tørre sved af panden efter fire år som bindeled mellem 58 forskere på fem kontinenter og ledende første-forfatter til et kæmpe landbrugsstudie, der har samlet data fra 24 forskningsprojekter, sammen med kollegaen Ingo Grass fra Universitetet i Hohenheim
- Vores resultater af det her omfattende studie er overraskende klare. Vi ser kun ganske få negative effekter af diversificering af landbrug, men derimod meget markante fordele. Og det gør vi i særdeleshed når to, tre eller flere tiltag kombineres. Jo mere, desto bedre - især når det gælder biodiversitet og fødevaresikkerhed, forklarer hun.
De største positive effekter ser forskerne på fødevaresikkerhed, skarpt efterfulgt af biodiversiteten. Men også levevilkårene på de involverede landbrug blev signifikant forbedrede.
Blandt de mange strategier markerede blandede dyrehold og forbedringer af jorden sig med de fleste positive udfald.
Skæve stykker og kiler rettes op med blomster
Diversificering i landbruget – strategier og tiltag
Forskningsartiklen har samlet data om effekten af mere end 20 forskellige typer af tiltag indenfor fem diversificeringsområder
Dyrkning af flere forskellige afgrøder
- Rotation af afgrøder
- Rotation af mere end to afgrøder
- Efter- og mellemafgrøder
Ikke-afgrøde diversificering
- Hække
- Læhegn
- Blomsterstriber
- Billebanker
- Græsstriber
- Andre gavnlige tiltag herunder træer
Forbedring af jordens frugtbarhed
- Tilførsel af husdyrgødning, kompost, grøn gødning, inokulanter og biokul
- Brug af afgrøderester som jorddække og i form af næringsstofmobiliserende planter
- Andre gavnlige tiltag
Integration af husdyr
- Et antal husdyrarter herunder fx kvæg, heste, grise, geder, får, fjerkræ, æsler, fisk og bier
Beskyttelse af vandressourcer
- Terrassering
- Permanent jorddække
- Volde
- Konturlandbrug
- Andre gavnlige tiltag
Ingen skade på udbytte
Tidligere studier af diversificering i landbruget har ifølge forskeren enten undersøgt de socioøkonomiske effekter eller de miljømæssige. Det nye studie har som noget nyt set på effekterne over en bred kam. Og resultaterne er overraskende positive.
- Diversificering af landbruget har jo tidligere været beskyldt for måske at være nok så positivt for biodiversiteten, men også for at have nogle negative sider - især for ikke at kunne opnå et tilstrækkeligt højt udbytte. Men det vi rent faktisk ser er, at der ikke er noget udbyttetab i landbruget fra de forskellige diversificeringsstrategier - heller ikke når vi inkluderer data fra europæiske storskala-landbrug, siger Ingo Grass fra Hohenheim Universitet.
Faktisk viser tallene, at når det gælder små landbrug og områder med meget opdyrket land, kan mere varieret landbrug fremme fødevaresikkerheden markant. Det kan der, ifølge forskerne, være en række årsager til.
- Et eksempel er frugttræer, som plantes på majsmarker i Malawi, der kan være med til at give landbrugsfamilier bedre fødevaresikkerhed i form af bedre kost og ernæring. Dels fordi de spiser frugterne selv, og fordi træerne generer ekstra indtægter, når de sælger frugterne på markeder. Indtægter der giver småbønderne købekraft til andre fødevarer, siger Laura Vang Rasmussen.
Kæmpe datamateriale viste positive effekter i par
De 58 forfattere i studiet har alle deltaget aktivt i at udforme studiet og sikret en robust og troværdig sammenfletning af de mange datasæt spredt ud over verden - fra majsproduktion i Malawi, gummitræer i Indonesien, kvæghold i Colombia og til vinterhvede i Tyskland.
- Studiet forener mange forskellige situationer i de mange datasæt, vi har brugt. I Malawi har vi data om fødevaresikkerhed udtrykt for eksempel i det antal af måneder småbønder ikke har haft mangel på mad. Sådanne tal findes af gode grunde ikke i data fra for eksempel store europæiske landbrug, hvor vi i stedet har udbytte-data, som afkastet fra marker med vintersået hvede i Tyskland, forklarer Laura Vang Rasmussen.
Hun forklarer, at når de kigger på tværs af alle datasæt, så viser resultaterne, at de forskellige kombinationer af diversificerings-tiltag, der forbedrede biodiversiteten også øgede fødevaresikkerheden eller som minimum ikke havde negativ virkning på udbyttet.
- Jeg vil hellere i gang i dag end i morgen
Unikt studie med afsæt i 2655 landbrug
Med 58 forskere spredt rundt på kloden, som alle har været involveret i designet af studiet og sammenfletningen af deres 24 datasæt fra andre studier - om i alt 2655 landbrug på fem kontinenter - er forskningsprojektet lidt af et unikum.
- Det er mig bekendt ikke gjort før i den her skala. Arbejdet med at finde fællesnævnere til det her regnestykke, i så mange forskellige studier og forskelligartede data, således at vi var i stand til at integrere dem, har været hårdt arbejde. Men jeg tror tilgangen kan komme til at inspirere til fremtidig forskning. At det enorme datamateriale, som vi har bearbejdet, giver så lysende klare resultater er ret banebrydende, siger Laura Vang Rasmussen.
Effekt i landbrug med og uden naturområder
For at undersøge, hvorvidt det omgivende landskab påvirker effekterne af diversificeringsstrategier, tog studiet som noget nyt også højde for tre forskellige typer af landskaber som landbrugene befandt sig i:
Områder med høj grad af kultivering og dermed meget lidt natur, en kategori i midten, hvor landskabet er blandet, og områder i den anden ende af skalaen, hvor landskabet på og omkring landbruget bærer præg meget uberørt natur.
Hidtil har tesen været, at diversitetstiltag i landbrugene kun ville have rigtig god effekt på biodiversiteten i den midterste type af landskab, og det var da også her forskerne registrerede den bedste effekt. Men faktisk viser studiet, at diversificeringsstrategier giver god mening i mange forskellige kontekster. Selv i landskaber med forholdsvis meget natur, er der positive effekter at opnå for biodiversitet.
- Det er jo et dejligt enkelt budskab at kunne give videre til små som store landbrug overalt - om det sydamerikanske eller afrikanske småbønder eller avancerede europæiske landbrug, så er der masser af positive effekter at hente ved at indføre de her forskellige strategier – og meget lidt at frygte. Det er jo enormt positivt, at der er så meget forskelligt, man kan tage fat på, og at biodiversitet generelt ser ud til at gå hånd i hånd med levevilkår og fødevaresikkerhed, lyder det fra Ingo Grass.
Sådan kan vi redde jorden ved at lade den være i fred