Frankrig femdobler pesticidafgift

Franske landmænd skal til at betale langt højere afgift, når de fremover køber pesticider. Afgiften er dog stadig langt under den danske.

I Danmark har landmænd længe talt for, at pesticidafgiften bør afskaffes. Et af argumenterne er, at den er konkurrenceforvridende i forhold til udenlandske landmænd. Når det kommer til konkurrencen med de franske landmænd, så bliver hullet dog nu en anelse mindre. Her er det nemlig blevet besluttet at hæve afgiften på salgsprisen fra 0,2 procent til 0,9 procent. Det skriver det internationale landbrugsmedie Agrow. 

Pengene fra den stigende afgift vil blive målrettet til de franske myndigheders overvågning af pesticider, lyder det.

Fra Landbrug & Fødevarers pesticidsekspert, Søren Thorndal Jørgensen, lyder det, at til trods for stigningen i afgift for de franske landmænd, så betaler de stadigvæk markant mindre end de danske landmænd. Alt andet lige så vil de danske og franske landmænd dog stadigvæk rykke tættere på hinanden konkurrencemæssigt, når pesticidafgiften stiger, forklarer han.

- Det virker selvfølgelig lidt underligt, at man skal være glad for, at andre får smidt et åg over halsen. Men i Danmark har vi jo den her kæmpe møllesten spændt på nakken, og nu får andre også spændt en lidt større sten på nakken, og det gør jo konkurrencevilkårerne lidt mere lige, siger han.

Han fortæller, at det udfordrer danske landmænd, at man i andre lande enten slet ikke har pesticidafgifter eller også er de meget lave.

Kommer efter lang debat

Fra Søren Thorndal Jørgensen lyder det, at afgiften i Frankrig kommer efter flere års heftig debat om landbrugets brug af pesticider. Frankrig har blandt andet sat sig som en af de helt store modstandere i EU-systemet, når det kommer til at forlænge godkendelsen af glyphosat.

Også i Tyskland har der længe været debat, men her er der altså stadigvæk ikke noget, som hedder pesticidafgift. Kun i Sverige, Danmark og så Frankrig har man afgifter på pesticider.

- Og i Danmark er vi jo så i særklasse foran de andre, når det kommer til, hvad vi betaler pr. hektar, siger han, og fortæller, at det stadigvæk er Landbrug & Fødevarers holdning, at pesticidafgiften enten bliver helt fjernet eller reduceret i Danmark.

Han forklarer, at med den stigende afgift i Frankrig, så vil det betyde, at franske landmænd ikke kan sælge deres varer så billigt som tidligere.

- Et eller andet sted i systemet er der nogen, som er nødt til at sætte priserne op, siger Søren Thorndal Jørgensen.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

 

Læs også