Igen i år har mange landmænd ikke kunnet nå at høste i tide, inden de forskellige efterafgrødefrister er overskredet. Og det vækker – også som sædvanlig – frustration iblandt landmænd.

En af de frustrerede landmænd, som er træt af efterafgrødefrister og andre datoer, som man som landmand skal huske på, er dog også nyvalgt Europa-parlamentariker. Asger Christensen, der er valgt for Venstre, har nu i halvanden måned været i gang med arbejdet i parlamentet i Bruxelles og Strasbourg. Politikeren er blevet en del af Europa-Parlamentets landbrugsudvalg, som er med til at udforme, hvordan den næste landbrugsreform i EU kommer til at se ud.

Og netop de mange forskellige frister, som eksempelvis efterafgrødefristen, vil han nu arbejde for at få ændret på.

- Det her høstbøvl, som vi har haft i den seneste uge, det viser jo bare, at vi i EU er nødt til at simplificere vores tilgang til landbrugspolitikken. Vorherre har bestemt vejret i millioner af år, og det gør han sådan set stadigvæk. Så det er fuldstændig »Klods-Hans«, at man har sat en dato ind, at man skal være færdig med at høste 20. august, siger Asger Christensen, der tilføjer, at der jo findes en liste på 142 forskellige datoer, som man bør få kigget nærmere ind på.

Han fortæller, at han har bedt EU-Kommissionen om svar på, hvordan reglerne i øvrigt tolkes rundt om i de forskellige EU-lande. Asger Christensen lægger ikke skjul på, at han mener, at man fra dansk side er lige lovligt rigide, når det kommer til overholdelsen af en dato som 20. august.

- Jeg er sikker på, at på det her område, der overimplementerer vi også i Danmark. Så nu vil jeg have syn fra sagen fra landbrugskommissæren, lyder det fra Asger Christensen.

Skaber alliancer

Fra Venstremanden lyder det, at han efter halvanden måned i Bruxelles endnu er ved at blive introduceret til udvalgsarbejdet i Europa-Parlamentet. Sammen med de øvrige over 700 parlamentarikere, så venter han på, at der bliver udpeget en ny EU-Kommission. Først når den er nedsat, kommer arbejdet for alvor i gang, fortæller han.

- Men vi har haft en foreløbig snak om den landbrugsreform, som det tidligere Europa-Parlament også har arbejdet med.

- I det tidligere parlament, der var Miljøudvalget dog slet ikke med, men det bliver nødvendigt, at det udvalg bliver involveret. Gør de ikke det, så bliver det, som vi laver (i Parlamentets landbrugsudvalg, red.) stemt ned i plenarforsamlingen (hele parlamentet, red.), siger Asger Christensen.

Hvad er dit indtryk? Kan du ændre noget på tingene dernede?

- Det handler om at skabe alliancer, som det også handler om i alle mulige andre sammenhænge. Og hvis det lykkes at skabe alliancer og få gjort dine synspunkter tilgængelige, så er der hernede lige så store muligheder for at ændre noget, som der er alle mulige andre steder, siger Asger Christensen, der fortæller, at en stor del af hans arbejde netop nu også foregår i korridorerne i Bruxelles imellem udvalgsmøderne.

 

Politik