Miljøminister Magnus Heunicke er klar til at tage grovfilen i brug for at komme i mål med sin BNBO-plan, selv om flere kommuner ikke kommer til at udstede påbud.
25 procent. Så mange af de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) var der blevet indgået frivillige aftaler med lodsejere om ved årsskiftet.
Det oplyser miljøminister Magnus Heunicke (S) på det sociale medie Bluesky. I april måned sidste år fik regeringen vedtaget et lovforslag, der gør det forbudt at bruge planteværn ved de boringsnære beskyttelsesområder, men det er altså langt fra sket alle steder.
Mens man i kommuner som Ærø, Frederikshavn og i Ringkøbing-Skjern Kommune er kommet i mål med indsatsen der, er der kommuner, hvor der ikke er indgået en eneste frivillig aftale, blandt andet i Thisted og i Vesthimmerlands Kommune. Og det får konsekvenser der, hvor man ikke er i mål, lyder det fra miljøministeren.
Det her viser, at lovændringen med hårdere midler er nødvendig. Inden 1. marts skal kommunerne derfor nu udstede forbud, så alle sårbare BNBO bliver beskyttet mod sprøjtegifte. Det er helt ufravigeligt, at ALLE vores sårbare boringer skal beskyttes, så jeg kommer til at følge denne sag tæt. 2/2
— Magnus Heunicke (@heunicke.bsky.social) January 16, 2025 at 1:02 PM
- Det her viser, at lovændringen med hårdere midler er nødvendig. Inden 1. marts skal kommunerne derfor nu udstede forbud, så alle sårbare BNBO bliver beskyttet mod sprøjtegifte. Det er helt ufravigeligt, at alle vores sårbare boringer skal beskyttes, så jeg kommer til at følge denne sag tæt, skriver Magnus Heunicke på det sociale medie.
Med åbne øjne
Et af de steder, man ikke er kommet så langt på BNBO-området, er i Stevns på Sjælland. Men det er ikke fordi, at man har sovet i timen, har man tidligere meldt ud.
- Vi gør det med åbne øjne. Vi skal ud at skaffe konsulenter. Vi skal skaffe økonomi, og vi skal ud og beregne de her erstatninger. Vi kan simpelthen ikke nå det, sagde formanden for Udvalget for Plan, Miljø & Teknik, Flemming Petersen (V) i Stevns Kommune til DR Nyheder i slutningen af 2024.
På Stevns forventer man i stedet at udstede sprøjteforbud efter sommerferien. Men en sådan praksis har fået miljøministeren til at true med bål, brand og sager.
- Hvis man som kommune helt bevidst vælger at overskride deadline, så må man forvente at blive indbragt for Ankestyrelsen, og det vil mit ministerium sørge for sker. Det er det instrument, vi har, hvis en offentlig myndighed bryder lovgivningen, sagde Magnus Heunicke sidste år til DR Nyheder..