Der var en sejr, som både personligt og principielt har stor betydning, som Landbrug & Fødevarer opnåede onsdag ved retten i Sønderborg, skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Retten satte det måske sidste punktum i landmand Kurt Skelmoses lange uenighed med Aabenraa Kommune om erstatningen for den forsumpning, som et naturprojekt har påført hans jord i Tinglev Mose.

I dommen besluttede retten, at Kurt Skelmose skal have 532.400 kr. plus renter tilbage fra 2017 i erstatning. Tilsammen cirka 800.000 kr. Kommunen tilbød oprindeligt 116.000 kroner.

- Skatteborgernes penge

Sagens hovedperson Kurt Skelmose er glad for dommen, men ærgrer sig over det lange sagsforløb.

- Ja, jeg er rigtig glad for dommen, som jo giver mig fuldstændig medhold. Sagkundskaben var meget tydelig. Jeg har været rigtig godt hjulpet af L&F og advokat Flemming Elbæk. Det var ikke endt på den måde, uden deres hjælp, for det er svært at stå alene som privat mand mod en kommunes ressourcer, siger han og fortsætter:

Vi kunne have lukket sagen i mindelighed mange gange gennem årene, hvis kommunen havde villet det

Kurt Skelmose

- Men selv om jeg er tilfreds, så kan jeg ikke lade være med at være ærgerlig over, at kommunen har forsøgt at lave så mange benspænd i den her sag og brugt så mange af skatteborgernes penge på det. Vi kunne have lukket sagen i mindelighed mange gange gennem årene, hvis kommunen havde villet det, siger Kurt Skelmose.

- Kommune bør reflektere

Charlotte Bigum Lynæs, områdedirektør for Jura, Erhvervsjura & Fonde i Landbrug & Fødevarer er også meget tilfreds:

- Det er principielt for både Landbrug & Fødevarer og vores medlemmer, at der udmåles den rette erstatning. I denne sag har vi været uenige om, hvor mange hektarer af medlemmets areal, der blev vandlidende og også om satsen herfor. Kommunen gav medlemmet kr. 116.000 i erstatning. Vi ender med renter på omtrent syv gange så meget efter en retssag, der har verseret siden 2018. Det er en forskel, som kommunen bør reflektere over. Stor tak til vores advokat Flemming Elbæk fra Haugaard & Braad, der har ydet en fantastisk indsats, siger Charlotte Bigum Lynæs.

Principsag

Sagen blev kørt som principsag af L&F. Det er sager, hvor en principiel problemstilling for et medlem kan fastlægge retstilstanden for flere end den berørte landmand.

I sådanne sager tilbyder Landbrug & Fødevarer at tage sagen fra start til slut for medlemmet.

Viceformand og formand for Landbrug & Fødevarers landboretsudvalg, der beslutter hvilke sager, der skal behandles som principsager, Martin Hjort Jensen er glad over det klokkeklare udfald, men undrer sig stærkt over Aabenraa Kommunes ageren i hele sagsforløbet.

- Undrende

- Naturgenopretningsprojektet er i sig selv positivt, men vi har gennem hele forløbet været meget undrende i forhold til kommunens tilgang i forhold til at erstatte landmændene de skader, som projektet har påført dem. Nu har retten sendt et utrolig klart signal. Vores medlem får ubetinget medhold, og dommen kan ikke være tydeligere. Det her er en kæmpesejr, og det var helt rigtigt at tage sagen op som principsag, siger Martin Hjort Jensen og fortsætter:

- Jeg håber, at Aabenraa Kommune efter et ekstremt langt forløb, nu sætter punktum, og ikke vil bruge flere penge på at bekæmpe sine egne borgere ved at anke til landsretten. Det har været opsigtsvækkende, at kommunens advokat med kort varsel aflyser to hovedforhandlinger og ikke anerkender, at de virkeligt mange dyre spørgsmål til skønsmanden ikke gav den nål i høstakken, som kommunen tilsyneladende ledte efter.

Aabenraa Kommune har mulighed for at anke dommen til landsretten.