Sprøjteforbud og billigere benzin: Lund-Poulsen vil have VLAK-regeringen tilbage
Hvis det står til Troels Lund-Poulsen, skal de nuværende regeringsforhandlinger munde ud i en VLAK-regering. De tre partier er enige om blandt andet et nationalt sprøjteforbud på grundvandsdannende områder.

Står det til Troels Lund Poulsen, kommer V til at danne regering sammen med De Konservative samt Liberal Alliance. Arkivfoto: Morten Ipsen
Troels Lund Poulsen går efter at få dannet en regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative. Det sagde den kongelige undersøger på et pressemøde tirsdag. Det vil være en regering med blot 44 mandater bag sig.
- Det er den bedste mulighed for at få dannet en regering, siger Venstreformanden ifølge DR Nyheder.
Dermed vil dansk politik vende tilbage til tiden med mindretalsregeringer. Senest der var borgerligt styre i Danmark, var i årene 2016-2019, hvor de samme tre partier også dannede regering.
Udmeldingen får positiv tilbagemelding. På det sociale medie X siger DF-formand Morten Messerschmidt god for en sådan konstellation.
- Lad mig sige det helt klart: DF kommer ikke til at vælte en VLAK-regering med Troels Lund Poulsen som statsminister, skriver Morten Messerschmidt på mediet, hvor han hæfter sig ved, at det vil betyde en regering uden deltagelse af Moderaterne.
På pressemødet lød det fra Troels Lund Poulsen, at han vil lægge pres på Lars Løkke Rasmussen (M) ved at præsentere et kort regeringsgrundlag, der på mange måder matcher de ønsker, som Moderaterne har.
Samtidig sagde V-lederen, at V, LA og K er enige om at sænke benzinpriserne, opruste forsvaret, gennemføre en udvisningsreform, samt indføre det meget omtalte nationale sprøjteforbud på grundvandsdannende områder.





































