Rekordlavt obligatorisk efterafgrødekrav
Styrelsen for grøn arealanvendelse har sendt et nyt obligatorisk krav om etablering af efterafgrøder. Det er det klart laveste i årevis.

Hvert år etablerer danske landmænd tusindvis af efterafgrøder. Arkivfoto: Kasper Stougård
6.300 hektar fordelt på 20 kystvandoplande. Sådan lyder det obligatoriske krav om etablering af efterafgrøder, som Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) sendte ud sent fredag.
De 6.300 hektar er koncentreret omkring nogle få områder rundt i landet, for opgørelsen viser også, at landbrugere i Danmark har leveret på 98 procent af det oprindelige krav.
Sammenlignet med tidligere år er det et relativt lille udestående, hvilket bl.a. kan skyldes, at indsatsbehovet i 2026 er fordelt mellem flere kystvandoplande sammenlignet med tidligere år. Det skriver SGAV i en meddelelse.

Sådan har de obligatoriske krav for efterafgrøder været siden 2020. Grafik: Henning K. Andersen
Visse undtagelser
Men ser man tilbage på de obligatoriske krav, der har været sendt ud de senere år, er indsatsbehovet rekordlavt. Siden 2020 har de obligatoriske krav ligget i et niveau på mellem 12.000 og helt op til 25.800 hektar, der var kravet i 2025.
Det er ikke muligt at få tilskud til de obligatoriske efterafgrøder i de kystvandoplande, hvor der resterer et indsatsbehov. Landmænd, der har marker i de 20 kystvandoplande, hvor der kommer et krav, vil som udgangspunkt være omfattet af kravet.
Økologer eller landmænd med et efterafgrødegrundareal på under 10 hektar på bedriften, er dog undtaget.

De obligatoriske krav er fordelt på 20 kystvandoplande rundt omkring i Danmark. Kilde: Styrelsen for Grøn Arealanvendelse og Vandmiljø.








































