Den 31. maj forlod Landbrugsstyrelsens direktør, Jette Petersen, sin stilling med én dags varsel for at gøre tjeneste i en anden stilling i Fødevarestyrelsen. Noget som flere spekulerer i reelt set har været en fyring.

I stedet tiltrådte vicedirektør Louise Piester som konstitueret styrelsesdirektør fra 1. juni.

Afskeden med Jette Petersen kom på trods af, at man ikke skal længere end et år tilbage i tiden, før hun blev genansat som direktør for Landbrugsstyrelsen. En genansættelse der skete på trods af, at hun blev tildelt en fratrædelsesgodtgørelse på 355.000 kroner, da der skete udløb af en såkaldt åremålskontrakt. Det skriver Journalista.dk som har fået aktindsigt i en række dokumenter i sagen hos såvel styrelsen som Fødevareministeriet.

Men da Jette Petersen blev genansat på trods af udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen, skete det med deltagelse fra hendes nu tidligere underordnede i Landbrugsstyrelsen, Louise Piester. Således fremgår det af det udleverede materiale, at den daværende vicedirektør i Landbrugsstyrelsen, Louise Piester, var medlem af ansættelsesudvalget på fem, der genansatte Jette Petersen.

Og her slutter det ikke. For ifølge Journalista.dk viser dokumenter også, at Jette Petersen i maj sidste år, i tidsmæssig forlængelse af sin genansættelse, besluttede at tildele et såkaldt engangsvederlag til Louise Piester. En bonus på 90.000 kroner, oven i den almindelige million-løn, som Louise Piester ifølge Landbrugsstyrelsen fik bevilget af Jette Petersen i forhold til arbejde udført i 2019.

 

Politik