EU-Kommissionen: Det skal være nemmere at skyde ulven

Torsdag vedtog Europaparlamentet en resolution, hvor de opfordrer EU-Kommissionen til at fjerne den strenge beskyttelse af ulve i EU-landene. Det kan gøre det nemmere at skyde rovdyret.

Det er vigtigt at beskytte husdyr som får og kalve i det fri. Derfor skal den beskyttelsesstatus, som bjørne og ulve nyder i EU-landene, ændres. Sådan lyder det i en resolution, som EU-Parlamentet vedtog torsdag med stemmerne 306 mod 225. 25 undlod at stemme. 

Parlamentarikerne ønsker, at Kommissionen fortsætter med at overvåge bestanden af de store kødædere og hvilke skader, deres angreb er skyld i – og fremme et bedre samarbejde mellem medlemslandene, da dyrene bevæger sig over store afstande og landegrænser. Desuden skal ulve være et mindre beskyttet dyr, foreslår flertallet i EU-Parlamentet.

- Et klart signal

Venstres Erik Poulsen, der netop har fået plads i parlamentet, stemte for resolutionen.

- Vi sender et klart signal til EU-kommissionen. Det kan føre til egentlige ændringer.  Det handler om at skabe klarhed. Ulven er en grænseoverskridende problemstilling, siger han til TV Midt/Vest.

Antallet af ulve har været stærkt stigende i Europa de senere år. I 2012 var der 12.000 ulve i EU-landene, men det tal er antageligt steget til 19.000 ulve i år. Herhjemme viser de seneste tal fra Ulveatlas, at der var 14 ulve i Danmark i første kvartal i år. 

Læs også