Agerskov var landets centrum et par timer

Onsdagens protestmøde i Sønderjylland arrangeret af Agerskovgruppen tiltrak både landmænd, toppolitikere og nordjyske vaccinemodstandere.

- Fuck, hvor er det bare jysk!

Tre teenagere – tilsyneladende elever fra friskolen i Agerskov - har travlt med mobiltelefonerne og kommentarerne, da traktorer og demonstranter i hundredvis denne onsdag eftermiddag indtager Agerskov i hjertet af Sønderjylland.

Accenten fortæller, at de tre teenagere selv er jyder. De er også vidner til en folkelig protest mod regeringsførelsen i Danmark. En protest som har rod i landbrugets rækker, men som på en blæsende onsdag har trukket et sammensurium af mennesker, interesser og holdninger til pladsen foran Agerskov Kro.

Det er på kroen, at Agerskovgruppen med landmand Jens Peter Aggesen i spidsen gennem ti år har samlet landmænd, politikere, interesseorganisationer, forskere og jurister. Til debat om landbrug, forskning og politik.

Den aktuelle minkskandale har betydet, der er kaldt til samling foran kroejer Peter Ottes legendariske kro på hovedgaden. Her er nyheden om, at fødevareminister Mogens Jensen (S) er trådt af, begyndt at brede sig. Det vækker synlig glæde. Men hurtigt falder talen på, at statsministeren skal samme vej.

Nordjyder for frihed

En bus fra Aalborg triller op foran kroen. Michael Kastis fra foreningen »Nordjylland for Frihed« har taget turen. Han og foreningen er modstandere af epidemiloven, som de mener er imod Grundloven. Det samme er statsministerens ordre om at aflive alle mink, pointerer han.

- Vi er her i sympati med landmændene. Vi lægger alle politiske interesser til side. Det her handler om Grundloven. Og Folketinget har kun den magt, vi som folk giver dem, forklarer Michael Kastis, der ejer en webshop.

Foreningen er synlig på pladsen, hvor de bruger slagtøj og slagord. Nogle er også imod mundbind. Andre er vaccinemodstandere og mener, den amerikanske IT-milliardær Bill Gates har aktier i corona-pandemien. Flertallet på pladsen er dog stovte, sønderjyske landmænd. Men det er en usædvanlig samling af mennesker, der denne onsdag gør Agerskov til landets centrum i et par timer.

Vermund ankommer

Landboformand Mogens Dall dukker op. Med sin fem måneder gamle labrador. Ellers er der tilsyneladende ingen kendte ansigter fra interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer at se. Men landmændene strømmer til, og området omkring kroen fyldes op med traktorer fra de øverste hylder hos maskinhandlerne.

- Man tager sin bedste traktor, når man skal fint i byen, bemærker Mogens Dall og trækker af med hundehvalpen, der logrende følger med sin herre ud i et uvant terræn.

Over højttalerne annoncerer Agerskovgruppens Jens Peter Aggesen, at Nye Borgerliges frontfigur Pernille Vermund er på vej. Minuttet efter triller toppolitikeren om hjørnet på hovedgaden langs Agerskov Kro siddende på en Bukh-veterantraktor. Folk stimler sammen. De vil se »giraffen«.

I samme moment ankommer også Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, der kommer gående over pladsen. Måske tænker han i øjeblikket, at Vermund på veterantraktoren har taget styringen i det Sønderjylland, som efter forrige valg var Dansk Folkepartis succesrige jagtterritorie.

Har førsteprioritet

Pernille Vermund klappes frem mod en opstillet scene på pladsen. Men hun må pænt vente, til det bliver hendes tur på talerstolen. Minkavler Erik Ugilt fra Nordjylland har førsteprioritet. Det tidligere medlem af Landbrugsraadet tordner mod regeringens aflivning af det minkerhverv, som Erik Ugilt og hans familie har levet af i generationer.

Nu er alt brutalt revet op med rode. På en ulovlig ordre fra statsministeren. Hun må gå af, raser den nu forhenværende minkavler.

Landmandskollegerne klapper. Og epidemilov-modstanderne slår på grydelåg i sympati. Partiet Venstre har sendt tidligere minister Ellen Trane Nørby. Hun taler den lokale dialekt. Men tiltrækker sig ikke helt samme interesse som en partileder.

Efter yderligere et par talere er det blevet Pernille Vermunds tur til at give Nye Borgerliges syn på minkskandalen. Siden, hun hoppede af Bukh-traktoren, har hun været travlt optaget af at give interviews til TV2 News og andre landsdækkende medier i kølvandet på Mogens Jensens afgang som fødevareminister.

Demokratisk krise

To DR-folk ankommer med kamera og mikrofon. Synligt overraskede over postyret i lille Agerskov. De missede tilsyneladende Vermunds entré på veterantraktoren. Men nu er også de klar til partilederens tale.

- Vi har nu ikke kun en corona-krise, men også en demokratisk krise i Danmark, fastslår Pernille Vermund.

Hun pointerer, at 170 års folkestyre forsvandt med statsministerens ulovlige ordre om at aflive alle mink og hele minkerhvervet. Statsministeren og regeringen må gå, fastslår hun.

Grydelåg og båthorn tages i brug af de tilrejsende nordjyder. Bønder og maskinstationsfolk i overalls og John Deere-kasketter klapper. De er tilsyneladende alle enige i, at regeringen har krydset demokratiets streg på en måde, der skal straffes.

Folk siger fra

Også Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl klapper. Han vil ligeledes af med statsministeren. Og fortæller, at folkelige protester er vigtige lige nu.

- Der bliver holdt tilsvarende arrangementer i Danmark hen over den kommende uge, siger han med henvisning til den kommende lørdags landmandsdemonstrationer arrangeret af »Oprør fra Landet« i Aarhus og København.

- Der er det også vigtigt, vi er til stede. For det, der sker på Christiansborg lige nu, betyder, at det er nødvendigt, at folk siger fra. Det er det her arrangement også et udtryk for, og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver hørt.

- En ting er jo hele situationen om minkerhvervet. Men det, der nu har ramt minkavlerne, kan jo ramme andre, hvis ikke vi holder demokratiet i hævd. Den måde, man kommer til at erstatte minkerhvervet på, kan jo være en forløber for, hvordan man kommer til at erstatte andre dele af landbruget eller andre erhverv for den sags skyld. Det kan jo være af klimahensyn, eller hvad man nu vil bruge som argument, når man i fremtiden vil nedlægge andre erhverv i Danmark, siger DF-formanden, da avisen møder ham bag scenen.

Tåler ikke mel og vacciner

Indenfor på Agerskov Kro serveres ærtesuppe med pølser og flæsk for folket. Pernille Vermund har sat sig til bords, men forstyrres hele tiden af journalister fra flere medier, der vil have et interview.

- Er der mel i suppen, vil en nordjysk vaccinemodstander vide. Hun tåler tilsyneladende hverken mel eller vacciner. Hendes forbundsfæller forklarer om statslige vaccinecentre under oprettelse. Og farerne ved den magt, politikerne vil give sig selv med en ny epidemilov.

- Hvis I ikke sætter jer ind i alt det her, forstår I ikke en skid, argumenterer en nordjyde i krostuen.

Mistillid til regeringen

Pernille Vermund er tilbage i krostuens varme. Og blikket er rettet mod statsminister Mette Frederiksen.  

- Det her stopper ikke her. Det er statsministeren, der har lukket minkerhvervet. Og som - efter hun er blevet gjort bekendt med lovbruddet - har fortsat lovbruddet. Vi kommer til at indkalde statsministeren til en forespørgselsdebat, og der kommer vi til at stille et mistillidsvotum til regeringen, forklarer hun.

Vermund tilføjer, at hun er både overrasket og glad over protestmødet i Agerskov.

- Følelsen af, at der er et konkret Danmark, som kæmper kampen, og som møder op og siger fra, det giver mig en tro. Men jeg ved på den anden side også godt, at vi – ikke mindst uden for byerne – har et stærkt civilsamfund. Det har absolut været turen værd, siger hun, inden turen går mod flyvepladsen i Sønderborg.

Masser af holdninger

Agerskovgruppens frontfigur Jens Peter Aggesen er også tilfreds.

- Min hustru, Elinor, har ringet. Hun synes, jeg gør mig godt på tv. Jeg tror, jeg fik skåret ind til benet. Vi har fået nogle vigtige budskaber ud i Danmark her fra Agerskov i dag. Det har været det bedste arrangement i Agerskovgruppens tid, synes jeg, lyder vurderingen fra Aggesen over kromand Peter Ottes varme buffet og et glas rødvin.

På tv kører minkskandalen og ministerens afgang uafbrudt. Og der kanaliseres masser af holdninger ind i stuerne fra Agerskov. En lille by, som par timer var centrum for noget usædvanligt. Og stort.  

jll@effektivtlandbrug.dk

telefon 63 38 25 48

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også