Kritik af landboformand for kommunalt BNBO-frieri

- Det er direkte usmageligt at sætte landmænd under pres for at indgå såkaldt frivillige BNBO-ordninger helt uvidende om, hvad alle andre modtager, lyder kritik fra grundvandsforening.

Det falder formanden for foreningen Bæredygtigt Grundvandsbeskyttelse, Ulrik Lunden, for brystet, at landboformand H. C. Gæmelke, Jysk Landbrug, forleden til Landbrugsavisen efterspurgte handling fra kommunerne i de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder, BNBO.

Ifølge landboformanden går det alt for sløvt med at få lavet frivillige aftaler mellem lodsejere, vandværker og kommuner om sprøjteforbud i BNBO-områder.

Men ifølge Ulrik Lunden er det en helt fejlagtig vej at betræde at lave BNBO-aftaler.

- Landbruget vil de ufaglige og dermed retsstridige BNBO’er til livs. De skal underkendes af domstolene. Vi vil ikke se på, mens landmænd spilles ud mod landmænd i mørke forhandlingsrum uden gennemsigtighed. Vi ved fra medlemmerne, hvordan den slags foregår. Vi har det inde på kroppen hver dag. Vi vil ikke finde os i det. Det er direkte usmageligt at sætte landmænd under pres for at indgå såkaldt frivillige ordninger helt uvidende om, hvad alle andre modtager, lyder kritikken.

Vil »uvæsen« til livs

Ifølge BG-formanden er det velkendt, at Sønderborg Kommune har betalt store summer til én, og tilbyder andre håndører.

- Det vil vi slet ikke ind i. Uanset hvad. Det stritter i alle retninger mod lighed for loven.

- Vi skal det her uvæsen til livs, og hele landbruget skal være med, tordner Ulrik Lunden med direkte adresse til formanden for Jysk Landbrug, H. C. Gæmelke.

Ifølge Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse er der tilstrækkeligt grundvand under dansk landbrugsjord til at forsyne 200 millioner mennesker årligt med drikkevand, som er helt uden spor af landbrugspesticider.

 

jll@effektivtlandbrug.dk

telefon 63 38 25 48

 

Læs også