Økologer også kritiske over for øget fleksibilitet
Fleksibilitet mellem søjlerne hører fortiden til, lyder det fra Økologisk Landsforening, der er kritiske over, at landene nu får mulighed for at overføre 40 procent af den direkte støtte over til landdistriktsmidlerne.

Sybille Kyed, landbrugspolitisk chef i Økologisk Landsforening, er kritisk over for den store fleksibilitet i landbrugsstøtten, som en ny aftale om EU-budgettet for perioden 2021-27 åbner for.
Fra Socialdemokratiet lød det tidligere på ugen, at man efter sommerferien vil drøfte de muligheder, som det nye EU-budget åbner op for, når det kommer til den øgede fleksibilitet mellem de to søjler i EU’s landbrugsstøtteordninger.
Det nye budget åbner op for, at landene kan overføre op til 40 procent fra den direkte støtte, søjle 1, over til landdistriktspuljen i søjle 2.
Regeringspartiets fødevareordfører Anders Kronborg mener, at muligheden er særlig interessant, når det kommer til at se på de kommende klimaforhandlinger, hvor man skal finde ud af, hvordan landbruget kan bidrage til 70 procents CO2-reduktion inden 2030.
Hos Landbrug & Fødevarer har L&F-formand Martin Merrild dog kaldt forslaget for en tikkende bombe under mange landmænds økonomi.
Stor skepsis
Hos Økologisk Landsforening er der ligeledes stor skepsis. Det fortæller Sybille Kyed, der er landbrugspolitisk chef i den økologiske forening.
- Arbejdet for fleksibilitet mellem søjlerne hører fortiden til. Med det CAP-forslag (forslag til ny landbrugsreform, red.), der ligger på bordet, er det ikke nødvendigt og snarere uhensigtsmæssigt, siger hun.
I forslaget til den nye landbrugsreform, som ligger på bordet, bliver det muligt at lave såkaldte eco-schemes under søjle 1, som er nye frivillige miljø- og klimaordninger under søjlen.
Grønne krav i søjle 1
Fra Sybille Kyed lyder det, at Økologisk Landsforening frygter, at det, at landene kan flytte midler fra søjle 1 over til søjle 2, kommer i konflikt med de såkaldte eco-schemes.
- Det kan spænde ben for at lave gode eco-Schemes-ordninger, når der er grønne ordninger i begge søjler, da der skal kunne skelnes skarpt mellem dem. Der kan ikke lægges incitamentsbetaling på søjle 2-tilskuddene. Incitamentsbetaling er afgørende, hvis landbruget skal se natur som et produkt sideordnet med fødevarer, lyder det fra Sybille Kyed.
Hun forklarer, at Økologisk Landsforening helst ser, at det bliver obligatorisk at bruge mindst 50 procent af søjle 1-midlerne på eco-schemes, da det ifølge foreningen vil skabe størst lighed mellem EU’s medlemslande.
Derudover er foreningen også tilhænger af, at bruttoarealmodellen bliver indført. Det er den ordning, der gør det muligt at opnå landbrugsstøtte til naturarealer.
Kæmpe chance
At regeringen kommer under pres for at føre flere midler fra den direkte støtte over i landdistriktspuljen, er allerede helt sikkert. I forbindelse med den nye EU-aftale fra begyndelsen af denne uge lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening på Twitter, at reformen af EU’s landbrugsstøtte er en kæmpe chance for grøn omstilling af landbruget.
Der bliver spurgt, om regeringen tør gribe den chance. Til det lyder det fra Socialdemokratiets Anders Kronborg:
- Der skal ikke herske tvivl om, at landbruget – og @spisekammeret (L&F’s navn på Twitter, red.) – godt kan forberede sig på, at de også skal bidrage yderligere til den grønne omstilling inden 2030, skriver han.
- Der skal ikke herske tvivl om, at landbruget – og @spisekammeret (L&F’s navn på Twitter, red.) – godt kan forberede sig på, at de også skal bidrage yderligere til den grønne omstilling inden 2030
Anders Kronborg, S-fødevareordfører