Succesfuld Lærlingedag i Middelfart

Moni Worldwide, importør af Deutz-Fahr maskiner, holdt i sidste uge Lærlingedag i Middelfart for 26 kommende landbrugsmaskinmekanikere. Hovedformålet var, at de unge skulle have det sjovt og føle sig værdsat.

Der var god stemning fra begyndelsen, og der blev grinet højt med og af hinanden, da 26 landbrugsmaskinmekaniker lærlinge i sidste uge var samlet hos Deutz-Fahr importør Moni Worldwide i Middelfart.

- Det er første gang, vi gør det, men det bliver bestemt ikke sidste, lyder det fra direktør Henrik Hansen, der er idemanden bag dagen.

Ikke den mest sexede branche

Han er overbevist om, at sådan en lærlingedag er godt givet ud.

- Vi arbejder jo ikke i den mest sexede branche for nu at sige tingene lige ud. Så selv om en lærling i vores branche får en rigtig god uddannelse, tjener gode penge, før kammeraterne fra folkeskolen har fået deres studenterhue og vel nærmest har jobgaranti efter endt uddannelse, så skal hele branchen gøre sig umage for at tiltrække mange flere lærlinge.

Ud over en hyggelig dag sammen med lærlingene håber Henrik Hansen da også, at dette og fremtidige arrangementer vil være med til at forbedre rekrutteringen af lærlinge og serviceteknikere hos netop Deutz-Fahr forhandlerne, når kommende lærlinge kan se, at der er et tæt samarbejde mellem forhandlerne og importøren.

Det skal være sjovt

Den innovative direktør pointerer, at en lærlingedag kun er et lille bitte bidrag til helheden omkring at tiltrække og fastholde flere lærlinge i branchen. Forhandlerne vil altid spille den største rolle, og måske er kollegerne i de lokale værksteder de allervigtigste for, at nye lærlinge føler sig godt tilpas.

- Det skal være sjovt at gå på arbejde. Ikke nødvendigvis sjovt i betydningen »morsomt«, men sjovt i betydningen af rart, kollegialt, interessant og fagligt udviklende, mener han.

- Derfor vil vi gerne give vores lille bidrag med en dag, hvor vi samler lærlingene, for at vise dem, at de er værdsat, og at vi gerne vil have, at de har det godt.

Slalom og gokart

- De unge mennesker er sindssygt dedikerede. De knokler og er meget dygtige til det, de laver. Her får de en halv dag, hvor vi kort har fortalt dem om vores virksomhed og Deutz-Fahrs udvikling gennem tiden, men hvor det primært drejer sig om at have det sjovt, blive lidt forkælet og hygge sig, siger Henrik Hansen, mens lærlingen af Moni Worldwides ejer Thomas Mortensen vises hen til et par Deutz-Fahr traktorer, der er sat klar til en slalomkonkurrence.

- Senere smutter vi på gokartbanen og konkurrerer der, siger direktøren med et smil, mens det gode humør tydeligt intensiveres fra banen, hvor et par kegler er blevet væltet til stor morskab for hele flokken.

Vi får lov til meget

En af deltagerne er lærling Thomas Vanggaard Nielsen (19 år) fra Midtfjord Agro i Løgstør.

- Vi er faktisk tre lærlinge afsted i dag fra Midtfjord Agro, fortæller han, der er blevet gjort opmærksom på dagen af sin mester.

- Det er spændende at møde de andre lærlinge og se, hvordan det ser ud her, hos vores importør af Deutz-Fahr maskiner. Derudover regner jeg da også med, at vi skal sparke lidt dæk og udveksle erfaringer.

Skrue i maskiner

Thomas Vanggaard Nielsen har været i lære som landbrugsmaskinmekaniker siden januar, og han er glad for sit valg af uddannelse.

- Jeg er fra en gård med kødkvæg, men vidste ret hurtigt, at jeg ikke skulle være landmand. Men jeg vil gerne skrue i maskiner, og så er det jo den helt rette uddannelse, siger han med et smil.

- Vi får lov at prøve rigtigt meget og bliver inkluderet i mange ting. Det er ikke kun at hente værktøj til svendene. Jeg synes, vi lærer rigtigt meget, slutter han.

Landbrugsmaskinmekaniker

På uddannelsen lærer du at fejlfinde, reparere og vedligeholde maskiner til byggeri, landbrug eller skovbrug. Det kan blandt andet være gravemaskiner, kraner, mejetærskere og traktorer.

Du lærer at gennemføre eftersyn og reparere de mange forskellige dele og systemer, der er på entreprenør- og landbrugsmaskiner. Det kan være styretøj, motor og bremser samt hydraulikpumper og GPS-systemer.

En mekaniker inden for entreprenør- og landbrugsmaskiner eller en landbrugssmed kan arbejde i firmaer, der sælger, reparerer og servicerer maskinerne på værksteder, maskinstationer eller i større firmaer, som lejer dem ud.

  • Navn: Entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelsen
  • Varighed:Landbrugsmaskinmekaniker tager 4 år og 6 måneder
  • Trin og specialer: Materielmekaniker, entreprenørmaskinmekaniker, landbrugsmaskinmekaniker, personliftmekaniker, landbrugssmed, kranmekaniker
  • Adgangskrav til grundforløb: Folkeskolens afgangseksamen el. tilsvarende med karakteren 2,0 i dansk og matematik
  • Mulighed for EUX
  • Økonomi: SU og lærlingeløn

Kilde: Uddannelsesguiden

Læs også