Solen kan blive ny driftsgren

Der er lige nu muligheder i at udleje eller sælge jord til solcelleparker. Det er et brandvarmt emne, som de nordjyske landmænd viser stor interesse for.

Der er stor interesse for at enten at leje sin jord ud til solcelleparker eller sælge jorden.

- Vi ser priser på 7.-14.000 kroner pr. hektar i leje og salgspriser fra 180.-250.000 kroner pr. hektar, fortæller virksomhedsrådgiver Jacob Frey Hansen, der har specialiseret sig i de forhold, der gælder, hvis man vil etablere solceller på sin jord.

Han har dagligt kunder, der er i fuld gang med at undersøge mulighederne.

- Når de har haft mødet, bliver de dog som regel klar over, at der er en del ting, der skal undersøges, inden de skriver under på noget, siger rådgiveren. Interesse fra hele landet

For nylig havde han inviteret til informationsmøde om emnet, og interessen var enorm.

Desuden får han, som en af landets eneste rådgivere indenfor etablering af solceller på et landbrug, henvendelser fra hele Danmark.

Eksperter på området spår, at solcelleparker får en stor fremtid, og at væksten i solceller vil blive større end for andre energiformer.

En solcellepark på marken kan være et alternativ til at dyrke eksempelvis korn, vurderer Jacob Frey Hansen. Men der er en række forhold, der skal være til stede. Blandt andet skal man bo et sted, hvor der er solskinstimer nok. Man skal have et vist areal til rådighed, og der må ikke være for langt til elnettet.

Arealet skal gerne være mindst 10 hektar og opefter med en god solindstråling.

Et af de firmaer, der etablerer solcelleparker, er Better Energy. De har i dag 36 solcelleparker rundt omkring i Europa. De både bygger anlæggene, står for driften af dem og sælger anlæggene. Og de vil gerne have flere anlæg.

- Vi vil gerne bygge og investere yderligere i solceller, siger investeringsdirektør Anders Nielsen og tilføjer:

- Alene i 2018 leder vi efter 1.000 hektar mere.

Læs også