Forsøg: Afgrænset areal til pattegrise redder ikke griseliv
En afgrænsning af pattegrisenes bevægelsesareal kunne ikke reducere pattegrisedødeligheden i farestier til løsgående diegivende søer. Det viser en ny afprøvning udført af Seges Svineproduktion.
En afprøvning foretaget af Seges Svineproduktion, Den rullende Afprøvning, viste, at en afgrænsning af pattegrisenes bevægelsesareal ikke kunne reducere pattegrisedødeligheden i farestier til løsgående diegivende søer. Arkivfoto
Seges Svineproduktion har som målsætning, at flere søer skal være løsgående i farestien. En af de største udfordringer er, at der i stier til løsgående diegivende søer er højere pattegrisedødelighed sammenlignet med opstaldning i kassestier.
Der er således brug for tiltag, der sikrer en produktionssikker sti med høj velfærd for pattegrisene.
I en afprøvning udført af Seges Svineproduktion, Den rullende Afprøvning, var formålet derfor at undersøge, om det at afgrænse pattegrisenes rådighedsareal i farestien kunne øge overlevelsen.
Hypotesen var, at pattegriseoverlevelsen kunne øges, når afstandene i stien blev minimeret, og pattegrisene dermed havde lavere risiko for at »fare vild« og blive afkølet.
Fare-reder afprøvet
Til afprøvningen blev der udviklet en lav væg/afskærmning, her kaldet en fare-rede, der kunne opsættes i stier til løsgående diegivende søer.
Fare-reden var designet således, at pattegrisene havde fuld adgang til pattegrisehule, vand, gødeareal og soens yver. Fare-reden blev afprøvet i en enkelt besætning med farestier til løsgående diegivende søer med målene 240 x 240 cm og fulddrænet gulv.
Fare-reden blev brugt i to dage efter faring, og dødeligheden blev registreret frem til og med dag fire efter faring.
Konklusionen i afprøvningen var imidlertid, at det ikke var muligt at reducere pattegrisedødeligheden i stier til løsgående diegivende søer, når pattegrisenes areal blev afgrænset ved faring.
Læs mere om afprøvningen i meddelelse nummer 1218 via Svineproduktion.dk.
