Rådgiver og landmand: - Vi har fulgt udviklingen
Der er sket meget for Merete L. Andersen, siden hun startede for 25 år siden som svinerådgiver i det nordjyske. Det er der også på Vestermark ved Stenum nær Brønderslev, hvor hun er kommet gennem alle årene.

Da Merete L. Andersen kom på Vestermark ved Brønderslev for første gang, var det for at lave E-kontrol sammen med Bjarne Bonnerups far, som dengang ejede stedet. I dag handler det om medarbejdere, når Merete kommer forbi. Fotos: Tenna Bang
Det er grisene, der binder dem sammen, Merete L. Andersen og Bjarne Bonnerup.
Merete L. Andersen er uddannet agronom, og er i dag chef for miljø, kvæg og svinerådgivningen ved LandboNord, en virksomhed hun har været en del af de seneste 25 år.
En af hendes første opgaver som svinerådgiver førte hende til Vestermark, en ejendom ved Stenum nær Brønderslev, som dengang var ejet af Niels og Kirsten Jensen – Bjarne Bonnerups forældre.
- Dengang jeg startede, kørte jeg rundt og lavede E-kontrol for 70 kunder. Det fik alle gjort hver tredje måned. Der var tit nogle rutiner, hvor landmanden optalte den ene side og jeg den anden. Og så gik man og snakkede om, hvad man troede grisene vejede og havde en dialog hele vejen gennem stalden, husker Merete L. Andersen.
Det var også ofte de samme vittigheder, der blev langet ud af gummistøvlerne.
- Hvis du tæller benene, så tæller jeg ørene, griner Merete L Andersen.
E-kontrol med blyant og papir
Bagefter gik turen ind til en kop kaffe ved køkkenbordet, hvor man indimellem kunne være heldig, at bondekonen havde smurt snitter. Her sad Merete L. Andersen med sin lommeregner og lagde tal sammen.
- Hvis ikke det passede, så måtte vi ud i stalden igen. Vi talte jo antal søer, polte og gylte, smågrise og pattegrisene op, husker Merete L. Andersen.
E-kontrollen blev afstemt ude ved landmanden, inden en sekretær på landboforeningen skrev det rent. Og tre måneder senere var det om igen.
Produktionen blev skåret til
Sådan var det også på Vestermark, ejendommen i Stenum, hvor Merete L. Andersen talte grise sammen med Niels Jensen, som overdrog ejendommen til sin søn Bjarne Bonnerup for 20 år siden. Dengang var der lige blevet udvidet til 100 søer, der var slagtesvin og så drev man som en selvfølge jorden.
Kort tid efter overtagelsen udvidede Bjarne til 400 søer, og i 2006 til 700 søer.
- Her begyndte vi at blive mere og mere specialiserede fordi vi kunne se, at vi havde brug for at lave noget mere dækningsbidrag på ejendomsniveau. Det sigter man jo hele tiden efter og ser hvilke muligheder man har, fortæller Bjarne Bonnerup.
Der var ikke ret meget jord til ejendommen, og den blev lejet ud. Produktionen blev skåret til og slagtesvinene forsvandt.
- Jeg havde aldrig troet, at vi ikke selv skulle drive jorden, siger Bjarne, som føler sig sikker på, at beslutning om ikke at opkøbe mere jord, gjorde, at han kom igennem krisen, som ramte i 2009.
- Jeg tror faktisk, at det reddede os, konstaterer han.
Rolig vækst
Fra 2015 begyndte en stille udvidelse og en omlægning til løsgående søer i farestalden, så stedet i dag rummer 1.050 søer og salg af 7 kgs grise til to faste aftagere.
For Bjarne Bonnerup har nøgleordet altid været en rolig vækst, og han er glad for, at han ikke gik »volumen amok«, som så mange andre kollegaer.
Det tiltalte ham ikke.
- Og så havde jeg nok heller ikke været her i dag, lyder det ærligt fra køkkenbordet.
Tonen er ærlig
Merete L. Andersen har været med hele vejen. Først som produktionsrådgiver og senest som strategirådgiver og rådgiver i forbindelse med medarbejdersamtaler.
Og altid har tonen været ærlig og direkte mellem landmanden og rådgiveren. Merete L. Andersen siger tingene som de er og klapper ikke nogen på skuldrene uden grund.
- Nej, det skal du godt nok ikke have skyld for, griner Bjarne Bonnerup.
Der er heller ingen tvivl om, denne forårsdag ved køkkenbordet, at Merete og Bjarne kender hinanden godt gennem et langt samarbejde, men dog langt fra er enige om alting.
- Vi har aldrig været uvenner, men stemningen kan godt svinge lidt, når vi går i stalden. Jeg har gennem årene udfordret Bjarne og så kan han godt blive irriteret. Og der er jeg bare den irriterende type, der kommer og har papirerne med fra sidste gang, så vi kan se om Bjarne har gjort det vi aftalte sidst, smiler Merete.
- Og så skal jeg stå til regnskab, griner Bjarne, som til tider har syntes, at Merete har gået op i petitesser og manglet perspektiv. Alligevel må han i dag indrømme, at det nok også ofte er det, som har fået ham til at rykke sig lidt længere i den rigtige vej.
Specialiseret rådgivning og produktion
Da Merete L. Andersen startede, arbejdede alle svinerådgivere stort set med det samme og deres opgave var i høj grad at give landmanden en opskrift på, hvordan han skulle passe sine grise. Landmanden var måske kun sig selv i stalden eller havde en enkelt ansat.
- Sådan er det ikke mere. Bedrifterne er blevet større, der er kommet flere ansatte og det hele er blevet mere specialiseret. Det samme er sket i rådgivningen. I dag ved landmanden, hvordan han passer grise og vores rolle som rådgivere er mere at være sparringspartner både for landmandens produktion, hans økonomi og hans rolle som leder på bedriften. Vi er som rådgivere blevet specialiseret ligesom landmændene, og det er også det landmanden efterspørger når han ringer. Så har han et specifikt problem, og så vil han gerne have der kommer en og kigger på netop det, forklarer Merete.
Bjarne Bonnerup er også gået fra selv at passe alle sine grise, til i dag at have fire ansatte. Og ligesom rådgiverne har specialiseret sig, er det også præcis hvad der er sket på Vestermark. Både i forhold til produktionen, men også medarbejderne, som har hver sine ansvarsområder.
Fra enegang til lederstol
Som årene er gået, fik ikke kun Bjarne ansatte og skulle gå fra enegang på staldgangen til lederstolen, det gjorde Merete L. Andersen også – først som chefkonsulent i 2014 og senere rådgivningschef for miljø, kvæg og svinerådgivningen i 2018 og dermed en del af ledergruppen i LandboNord.
- Jeg kan rigtig godt lide kombinationen af at arbejde med kvæg- og svineproduktion og så mennesker.
- Når man arbejder med mennesker er der altid noget, man skal tage hånd om, lægge en linje, samarbejde, udvikling rådgivningen, motivere medarbejder så de er glade for at være hos os. Der er altid noget, siger hun.
Og her er Bjarne Bonnerup enig.
- Alle skal kende sin rolle og alle skal kende de andres rolle, så når der er en der er væk, så ved de andre hvad der ikke bliver lavet. Så vi hele tiden tænker frem og er foran, siger Bjarne Bonnerup, som er landmand med grønt diplom og i sin fritid har taget en idrætscoach-uddannelse i cross fit.
Han er netop nu i gang med en akademiuddannelse i ledelse.
- Det er et ønske om at stå bedre fagligt og styrke min virksomhed, mine medarbejdere og mig selv. Og jeg kan mærke at det også giver rigtig meget i forhold til mine kreditorer fordi jeg nu bedre kan gennemskue tingene, og ved hvad jeg skal være forberedt på, og hvordan jeg skal formulere mig. Jeg synes selv, jeg er blevet bedre til at begå mig på den front, forklarer han og tænker tilbage på en lang og hård proces fra at være sig selv og til at få medarbejder og dermed skulle lade ansvar gå videre.
Medarbejderne er vigtige
I dag arbejder Merete L. Andersen stort set kun med mennesker via hendes job i LandboNord med 50 medarbejdere under sig. Hun er med i sektorbestyrelsen for svineproduktion ved Landbrug & Fødevarer, valgt ind som repræsentant for DLBR. Og så er hun formand for Udviklingssamarbejdet, som er et samarbejder mellem flere rådgivningsvirksomheder. Og når lejligheden byder sig, stiller hun gerne op og holder foredrag og inspirationsoplæg både for rådgivere og landmænd primært om strategi, ledelse og medarbejdere. Og det er også netop de emner, som stadig får hende omkring Vestermark i Stenum.
- Jeg har Merete med, når jeg holder medarbejdersamtaler. Når jeg får en tredje person med ind til samtalerne, så kommer der tit nogle andre ting frem, end hvis jeg selv stillede de samme spørgsmål. Det har været en stor øjenåbner. Det giver bare rigtig meget at have en uvildig med, som ikke har fødderne i stalden hver dag. Og der er Merete rigtig god, forklarer Bjarne Bonnerup.
Samarbejde og holdånd
For ham og Merete er drivkraften i deres arbejde den samme – medarbejderne omkring dem.
- Jeg bliver rigtig glad, når vi opnår noget sammen. Jeg har tidligere haft rigtig mange af dem, som måske havde det lidt svært i skolen. Folk havde døjet med de knejter alle mulige steder, men der var da aldrig noget, når de var her. Bare folk har en opgave, de skal løse og man er sammen om det. Alle vil gerne være noget og alle kan noget. Det er meget vigtigt. På den måde har Merete også været god for mig, det der med at have en »voksen« som man har kunnet spille bold med, det har betydet meget for mig, forklarer Bjarne Bonnerup.
Følger udviklingen på deres egen måde
Merete L. Andersen har haft sin gang på Vestermark i 25 år.
- Jeg har været her i 20 år, Merete sled min far op, men han er da levende endnu, griner Bjarne Bonnerup.
Han tror ikke nødvendigvis at fremtiden på Vestermark byder på flere grise. Men muligvis alliancer og samarbejder med kollegaer, præcis som man også har oplevet i rådgivningsbranchen.
- Jeg tror, samarbejder vil være nødvendigt indenfor ret kort tid. Så man har muligheden for som virksomhed at kunne tilbyde noget bedre, en forsat udvikling og få nogle muskler ved at lave fælles indkøb. Hjælpe hinanden i ferier, deling af medarbejdere, så man generelt bliver mindre sårbar og mere robust, det ser jeg for mig på en eller anden måde, og det tror jeg vil være en af vores veje, konstaterer Bjarne Bonnerup.
Merete L. Andersen er enig. Når hun kigger ud over branchen, vil det være en mulighed for nogle. Andre er store og bliver endnu større og styrker sig selv ved at have hele kæden. Og andre finder værdi i en helt tredje løsning.
- Og rådgivningsbranchen følger med. De afspejler jo hinanden, sådan har det altid været.