Emil Fischer Rasmussen bliver tredje generation på Lundagergaard ved Mesinge, som han i dag driver i et interessentskab med sin far Knud Fischer Rasmussen.

Produktionen på ejendommen omfatter et sohold på 750 årssøer med produktion af smågrise op til 30 kg, hvoraf familien selv feder omkring 3.000 svin, 10.000 sælges til fast dansk aftager, mens resten eksporteres. Herudover hører der 200 hektar planteavl til bedriften, men det forpagtes ud til familie.

Familien er hjemmeblandere og blander alt foderet selv. Også foderet til klimastalden der er beliggende på en nærliggende ejendom.

Nyt foder – uændret produktion

Emil Fischer Rasmussen gør det klart, at de hidtil har anvendt koncentrat og mineraler fra Nutrimin igennem rigtig mange år, og det selvfølgelig, fordi det fungerer godt.

- Vi bruger fortsat mineraler fra Nutrimin i alle øvrige blandinger, men da Kristian (Kristian Lauridsen fra Cargill, red.) spurgte, om vi ikke ville være med i en afprøvning af fravænningsfoder uden medicinsk zink, var jeg da skeptisk – ikke mindst på grund af vores sundhedsstatus, men valgte at give det en chance, forklarer svineproducenten, der kender Kristian Lauridsen fra tidligere.

Der er tale om en afprøvning af foderkonceptet »Neopigg Shield« produceret af hollandske Provimi, og som i Danmark forhandles af 3S, hvor proteinkilden primært er baseret på sojaproteinet ProviSoy.

Ifølge Kristian Lauridsen fra Cargill, så har besætningen på Lundagergaard en god størrelse i forhold til afprøvning af det fravænningsfoder, der løbende er blevet udviklet på, siden det kom på markedet for et par år siden. Foderet er endvidere afprøvet i en lang række forsøg i forskellige lande, ligesom forsøg med udfasning af zink aktuelt er i gang i flere andre besætninger i Danmark.

Succes uden zink

- Målet er fravænning uden medicinsk zink og uden at øge medicinforbruget, påpeger Kristian Lauridsen, og det er et mål, der ifølge Emil og Knud Fischer Rasmussen, allerede er nået.

- Det gik rigtig godt før, og det gør det også nu uden zink. Faktisk er vi endda sluppet af med den diarré, der var begyndt at drille i de sidste seks uger inden forsøget, hver gang vi skiftede til mellemblandingen, påpeger far og søn, der tilmed nu har talt med dyrlægen om at prøve en udfasning af medicinen, der netop tildeles mod coli ved foderskiftet.

Der køres med tørfoder over hele linjen og altid med glidende foderskift. I modsætning til det koncentrat, der hidtil er anvendt, er koncentratet fra Provimi granuleret.

Slipper for alarmer

- Vi har rigtig stor glæde af den krummestruktur, som koncentratet har. Blandingerne er blevet meget lettere at få ud af siloen. Det glider meget nemmere, og vi slipper for føleralarmerne, fortæller Emil Fischer Rasmussen.

Han vurderer samtidig, at der nok spares 25-30 procent af vasketiden i staldene, da foderet ikke klistre på samme måde til gulvet.

- Vi er nok færdige med at vaske mindst en time tidligere, end vi plejer, påpeger han.

Alle grise fravænnes til babystald

På Lundagergaard er fravænningsfasen lidt anderledes end så mange andre steder, idet alle grise fravænnes søndag, hvorefter de mandag flyttes til babystald. Her går grisene i 11 dage, inden de flyttes videre til klimastalden beliggende på et andet site. Og det er vel at mærke i en luksusudgave af en babystald med plads til to ugehold.

Stalden er nemlig opført i en gyllebeholder, der ikke blev godkendt til opbevaring af gylle på grund af fejl i betonen. Gode råd til anvendelse af det nyopførte monument var dyre, men her var det, at Knud Fischer Rasmussen så muligheden for en luksus babystald. Ombygningen er blevet til en stor lys stald med automatisk fodring og god luft, og grisene trives i systemet.

- I babystalden får grisene startblandingen i automaterne, men derudover tildeler vi tre gange dagligt foderet i langtrug opblandet i vand, så det får en grødlignende konsistens. Grisene er vilde med det, og det fungerer rigtig godt, at de selv kan vælge, om de vil have foderet tørt eller vådt i overgangsfasen, forklarer Emil Fischer Rasmussen, der viser hvordan grisene flokkes om truget med de 20 liter »støbemix«.

Når grisene flyttes videre til klimastalden, kører de direkte over på mellemblandingen i automaterne. Dog får de en skovl startblanding på gulvet i de første tre dage, men der ses ingen problemer ved foderskiftet.

Lundagergaard, Mesinge

● Ejes af Emil og Knud Fischer Rasmussen

● 750 årssøer med salg af 30 kg’s grise

● Årlig produktion af 3.000 slagtesvin

● Produktion af polte i egen kerne

● Hjemmeblander alt foder

● Fire fastansatte + Emil og Knud, samt en handymand

● 200 hektar planteavl, som er forpagtet ud

Produktionsresultater

Fravænnede grise pr. årsso 39,2

Levendefødte 18,3

Dødfødte 1,6

Fravænnede pr. kuld 16,6

Døde indtil fravænning 9,2

Spildfoderdage pr. kuld 11

Omløberprocent 3,8

Daglig tilvækst, gram 440

FEs pr. kg tilvækst 1,83

Døde i procent 1,5

Svin