Basis for øget indtjening med to nye nøgletal

To nye nøgletal i årets DB-tjek viser udnyttelsen af staldanlæggets kapacitet. - De giver basis for konkrete indsatsområder til at øge indtjeningen hos både søer og slagtesvin, lyder det fra svinekonsulent i Velas.

Svinenoteringen har som bekendt været helt i bund, mens omkostningerne samtidig har været på himmelfart. Det er en giftig cocktail for indtjeningen på de danske bedrifter.

Netop derfor er det essentielt for svineproducenterne at granske deres omkostninger for at øge indtjeningen på hver enkelt gris, lyder det i en meddelelse fra Niels Hegelund, svinekonsulent i Velas.

- Vi har i svineproduktionen haft en tendens til at kigge meget på salgspris. Men den er egentlig uinteressant, fordi man ikke kan gøre meget ved den. Derimod kan man gøre meget ved sine produktionsomkostninger, og netop derfor er det med de nuværende priser vigtigere end nogensinde før at vide, hvor man skal sætte ind for at kunne få et så højt dækningsbidrag som muligt, siger Niels Hegelund, der derfor gerne vil have svineproducenterne til at fokusere på andet end salgsprisen.

- Det er min klare anbefaling, at vi sammen skal til at kigge mere på foderomkostninger pr. kg tilvækst. Det har været et overset område, som ofte blev overskygget af produktiviteten i soholdet. Men ved at fokusere på at få så mange smågrise ind i stalden som muligt, så har man mange gange glemt at se på antallet af ædepladser og vandforsyning – og så går man altså glip af et enormt potentiale for besparelser og dermed direkte indtjening, fortsætter han.

De to nye nøgletal i DB-tjek

Han bliver bakket op af Rie Krukow, ligeledes svinekonsulent i Velas, der peger på, at netop analysen DB-tjek, som benchmarker svineproducenter mod hinanden på en lang række parametre, herunder blandt andet indtjening, omkostninger og udnyttelse af staldanlæg, er det eneste værktøj i dansk landbrug, der kan dykke ned i statistikken og se lige præcis, hvor den enkelte svineproducent kan sænke sine produktionsomkostninger og dermed hæve sin indtjening på hver enkel gris.

DB-tjekket udfærdiges to gange årligt, og som noget særligt i år har to nye nøgletal set dagens lys. I sohold drejer det sig om antal fravænnede grise pr. faresti pr. år, mens det hos slagtesvin er dækningsbidrag i kroner pr. nettokvadratmeter.

- Fælles for de to nøgletal er, at de ser på, hvor gode svineproducenterne er til at udnytte deres kapacitet. Har de i soholdet for dårlig udnyttelse i farestalden med for få diedage til følge, og har de hos slagtesvinene for mange tomdage, koster det penge. Og det er der altså ikke råd til nu, hvor markederne bevæger sig så skidt, som de gør. De nye tal giver basis for konkrete indsatsområder til at øge indtjeningen hos både søer og slagtesvin, siger Rie Krukow.

Slagtesvinenes nye tal

Typisk er antallet af kvadratmeter i stalden den begrænsende faktor for, hvad en produktion kan have af dækningsbidrag. Med det nye nøgletal dækningsbidrag i kroner pr. nettokvadratmeter, fokuserer tallene på, hvor godt pladsen reelt bliver udnyttet i staldanlægget.

I denne udgave af DB-tjek svinger tallet her med alt fra knap 300 kroner pr. kvadratmeter i bunden til op til 1.400 kroner pr. kvadratmeter i toppen af spektret.

- Tallene viser, at det er meget forskelligt, hvor gode producenterne er til at bruge deres plads, og der er helt klart nogen, der vil få en markant bedre økonomi ved at udnytte kapaciteten bedre. Egentlig kan man sige, at dækningsbidraget er uinteressant pr. slagtesvin, fordi når vi ved, at pladsen er den begrænsende faktor, så handler det om at udnytte tiden og pladsen bedst muligt, siger Rie Krukow.

Oftere nye smågrise

Hun peger på, at hvis man som svineproducent befinder sig i bunden med et dækningsbidrag i kroner pr. nettokvadratmeter på 300 kroner, så skal man se på, hvorfor det sker.

Måske skyldes det, at tilvæksten hos slagtesvinene er så god, at der er en uges tomperiode, hvor man så kunne have fået nye grise ind tidligere. Der vil det så kunne give en betydelig gevinst at lave en ny aftale med sin soholder, hvor man eksempelvis får grise hver 12. uge i stedet for hver 13. uge, simpelthen fordi man så kører flere grise igennem systemet.

- Vi har et konkret eksempel med en landmand, der ligger på 400 kroner pr. nettokvadratmeter. Han har kun cirka to grise pr. stiplads pr. år, hvilket er halvdelen af det optimale, som, vi ved, er fire om året. Samtidig har han en relativt høj dødelighed, så nogle grise producerer simpelthen ikke på de pladser, de er købt ind til. I det tilfælde her går vi tilbage i hans produktion for at optimere den og kigger både på at få flere grise ind, ligesom vi kigger på, hvordan han kan sænke sin dødelighed. Dermed får han konkrete værktøjer til sin daglige produktion gennem tallene, siger hun og fremhæver et andet eksempel:

- Vi har i tallene en producent af specialgrise, der mister seks kroner pr. slagtegris, fordi han kun opnår basispris på 95 procent af sin leverance mod 98 procent, som han bør ligge på. Samtidig mister han også sit specialtillæg på de grise, hvilket i sidste ende betyder, at han mister en samlet gevinst på 150.000 kroner om året, som han ellers burde få. Det går vi ind og retter op på nu, siger hun og understreger, at målet om 98 procent solgt til basisnotering er særligt vigtigt i en periode med lav notering, da fradraget her fylder forholdsmæssigt meget.

Soholdernes nye tal

Hos soholderne er det nye tal antal fravænnede grise pr. faresti pr. år og er ligeledes et udtryk for, hvor godt svineproducenten er til at udnytte sine farestier.

- Det kan være en øjenåbner for, om man udnytter de dage, der er til rådighed til diegivning. Hvis man ligger lavt på listen, er der god grund til at gå baglæns i systemet og se, om man ikke udnytter anlægget godt nok. Det kan eksempelvis være, hvis søerne går for længe og venter på at fare – det giver en dårlig udnyttelse og koster dermed penge hver eneste dag, siger svinekonsulent Niels Hegelund og fortsætter:

- Det kan være, at det kræver en omrokering i sit holddriftssystem. Det skal også holdes op imod, at man skal have så mange diedage som muligt, når zinken skal udfases – her skal smågrisene virkelig have alt det hos soen, de kan få.

Besparelser i foderomkostninger

Niels Hegelund fremhæver et eksempel fra dette års DB-tjek, hvor en soholder med salg til eksport har smågrisefoderomkostninger pr. kg tilvækst, der ligger hele 80 øre lavere end gennemsnittet. Det betyder, at han får en gevinst på hele 20 kroner mere pr. smågris i forhold til gennemsnittet. Og med 35 smågrise, så betyder det en gevinst på 650 kroner pr. årsso alene i besparelser i foderomkostninger.

Målt alene på dækningsbidrag er han gennemsnitlig. Men det skyldes alene de lave salgspriser. Havde han fået beregnet notering på sine smågrise, så ville han være en klar nummer et på listen målt på dækningsbidrag, alene fordi hans foderomkostninger er så lave.

- Det er ret imponerende. Selvom han ikke betaler meget mindre for korn eller soja end andre, så er han god til at holde foderforbruget nede. Det skyldes blandt andet, at han bruger sine billige blandinger korrekt, og de dyrere blandinger bruger han minimalt. Ofte er der store besparelser at hente på at skifte blandingerne rettidigt. Og det er især vigtigt i et år som nu, hvor priserne er så skæve, siger han.

Læs også