Tilskudspuljen til løse diegivende søer er åben
Ansøgningsrunden for Miljø- og klimateknologi 2022 åbnede tirsdag den 18. oktober. I den forbindelse lyder anbefalingen fra Byggeri & Teknik, at man venter med at søge til efter jul, og at man i det hele taget kun søger, hvis man har en realistisk chance for at bygge indenfor de to år, som projektperioden er fastsat til.

SvineRådgivningen og Byggeri & Teknik havde forleden inviteret til fyraftensmøde omkring løse søer i farestalden og den nye tilskudspulje. Fotos: Camilla Bønløkke
I samarbejde med SvineRådgivningen havde Byggeri & Teknik forleden inviteret til fyraftensmøde omkring løse søer i farestalden og den nye tilskudspulje, der blev åbnet op for tirsdag den 18. oktober og lukker den 10. januar 2023.
På mødet fik deltagerne viden, tanker og erfaringer fra producenter, firmafolk og fagfolk, der hver dag arbejder med at optimere farestien til den løsgående diegivende so og finde den mest produktionssikre løsning for dyr, miljø og medarbejdere.
Søg ikke nu
Direktør Flemming Hedegaard, Byggeri & Teknik gjorde det klart, at der ikke skal søges på dagen, hvor ansøgningsrunden åbner.
- Det er en dårlig idé af to grunde. Den ene grund det er, at der ikke er noget der hedder først til mølle. Den anden grund er, at vi kun har to år, fra man sender ansøgningen ind. Så hvis ikke man er meget meget klar til at gøre det her, så vil jeg anbefale, at I søger efter nytår til løsgående søer. Det er den måde, vi kan give jer mest tid på.
Sendes ansøgningen ind nu og der skal rettes i det senere, så kommer det dermed ikke til at hjælpe. Det er, ifølge Byggeri & Teknik, datoen på den første ansøgning der tæller.
Flemming Hedegaards anbefaling, til dem der tænker, at de vil søge det her, er dermed:
- Lad vær med at søge inden jul. Det vil være tåbeligt.

Direktør Flemming Hedegaard, Byggeri & Teknik, anbefaler, at man venter med at søge tilskud til stier til løse søer i farestalden til efter jul.
Risiko for oversøgt pulje
I forhold til ansøgningsrunden til denne ordning er det Byggeri & Tekniks helt store ankepunkter, at ansøger ikke rigtigt skal gøre noget i det her. Man skal ikke være klar. Man skal ikke sende noget ind om, at man har fået byggetilladelsen, en miljøgodkendelse, at man har penge til det eller, man har fået lov eller lyst.
Ifølge Flemming Hedegaard er det udelukkende et spørgsmål om, at man vil betale for at få lavet en ansøgning, hvor man oplyser et tal på, hvor mange stier man vil have og hvor store de skal være. Der er ingen krav og det betyder, at ordningen sandsynligvis kommer til at blive oversøgt.
- Jeg tror, at meget af det her kommer til at blive oversøgt. Når så vi kommer efter den 10. januar, så bliver det hele smidt i en stor kasse, så prioriterer man det og giver til dem, som har bedst pointscore. Hvis vi kommer til at have mange, der kommer til at ligge på de samme antal kvadratmeter, og det er det, der kommer til at afgøre den her pulje 1, som løsgående søer er i, jamen så bliver det bare dem med den højeste pointscore, der får.
- Det betyder, at vi ligesom i så mange andre tilskudsordninger får skubbet enormt mange penge ud til nogen, som aldrig kommer til at bygge, og dem der egentlig gerne vil bygge, de får ikke pengene. Det er vilkårene.

På mødet fik deltagerne viden, tanker og erfaringer fra producenter, firmafolk og fagfolk, ligesom der var mulighed for at se eksempler på farestier ude på parkeringspladsen.
Kommer du til at bygge?
Flemming Hedegaard opfordrede derfor kraftigt til, at man nøje overvejer, om man har en realistisk chance for at bygge, indenfor de her to år, som projektperioden er fastsat til – gældende fra ansøgningsdatoen.
- Den pulje vi er i, den udløber. Vi har haft andre gange, hvor der så kom en overgangsordning. Det tror jeg ikke, der gør denne gang. Jeg tror, det er slut, når der er gået de to år, lød det endvidere fra direktøren, der derfor opfordrede interesserede ansøgere til at tænke sig om en ekstra gang.
- I er nødt til at snakke med jer selv og snakke med hinanden og få afklaret, om I faktisk tror på, at I kommer til at bygge. For ellers kommer I til at tage pengene fra nogen andre. Så det er virkelig vigtigt, at I kigger i et spejl og siger, kan vi overhovedet nå det her. Er det overhovedet realistisk at få en miljøgodkendelse? Hvis ikke det er det, så skal I lade nogen andre søge. Det er min helt oprigtige mening, sluttede Flemming Hedegaard.