Ændringer i foderets sammensætning kan have konsekvenser

Hurtig regulering i blandingerne er blot en af de mange fordele, som hjemmeblandere nyder godt af. En svinerådgiver fra SvineRådgivningen opfordrer dog til varsomhed ved ændringer, da blandingen fortsat skal leve op til normerne. Det sættes der fokus på i nyhedsbrevet Svinenyt.

Som hjemmeblander har man mange fordele. En af dem er, at man lynhurtigt kan reagere, hvis grisene viser tegn på, at der noget galt.

- Hvis smågrisene pludselig får diarre, kan man fjerne noget protein fra blandingen. Og på samme måde, hvis søerne ikke malker tilfredsstillende, kan man tilføre lidt mere protein. Det er jo en dejlig frihed at have, men man skal passe på.

Sådan lyder opfordringen fra svinerådgiver Jonas From Katholm fra SvineRådgivningen. I nyhedsbrevet Svinenyt forklarer han nærmere, hvad han blandt andet ser af konsekvenser i besætninger med eget mølleri.

Ændret foder – ændret produktivitet

- Når vi kommer i besætninger, der blander foder selv, ser vi ofte, at der ikke er overensstemmelse mellem blandevejledningen og det, der er tastet i fodercomputeren. Konsekvensen, når man sænker indholdet af proteinfodermiddel i blandingen, er selvfølgelig, at indholdet af råprotein falder. Derudover sker der også en reduktion i aminosyrerne, hvilket kan resultere i højere foderforbrug samt lavere daglig tilvækst, forklarer Jonas From Katholm.

Han forklarer endvidere, at hvis der i en standardblanding til smågrise, skiftes to procent sojaskrå ud med korn, så vil det fordøjelige råprotein falde med seks-syv gram. Derudover falder lysin med cirka fem procent, hvilket bliver et problem, fordi lysin er den først begrænsende aminosyre.

- En bedre løsning kunne være at supplere med en anden proteinkilde, der er lettere for grisene at fordøje og på den måde stadig overholde normerne for aminosyrer.

- Alternativt skal mineralblandingen måske opdateres, så den passer med foderets nye sammensætning og blandingen igen kan leve op til normerne, påpeger Jonas From Katholm.

Læs også

En plov til efterafgrøderne hos økologer og de pløjefri
Ny analysemetode kan afsløre uens gødningstildeling
Hvor stort overlap er der på din bedrift?
Tema: Spar kvælstof og drop efterafgrøderne
Varmestress kostede ydelse i ni måneder
Tilsætningsstof reducerer proteinbehov