Flex Gødning vil fortsætte den stabile succes
Der er ikke grund til at ændre på en formular, der virker. Det er holdningen hos Flex Gødning, der i snart 10 år har tilhørt multinationale Yara.

Der er ikke planer om at lave de store revolutioner hos Flex Gødning, fortæller Steen Aarup. Foto: Daniel Bank, Bank Fotografi
Det var i sommeren 2012, at Yara overtog Flex Gødning, der har specialiseret sig i at producere og sælge flydende handelsgødning.
Nogle måneder senere startede Steen Aarup som key account manager i virksomheden. Men der er ikke sket de store revolutioner siden dengang, fortæller han.
- Yara ønskede at have mulighed for at sælge flydende gødning, og det var årsagen til, at man købte Flex Gødning. Og siden da har man sådan set bare videreført de produkter og den produktion, som Flex Gødning havde, siger han og fortsætter:
- Så man har faktisk bare ført forretningen videre. Men det er klart, at nu er Flex Gødning jo en del af en stor organisation, og det giver selvfølgelig nogle fordele, både i forhold til at skaffe råvarer, men også i forhold til ekspertise, både med teknik og administration. Så det har tilført noget til Flex Gødning.
Udviklingen på gødskning, for eksempel i forhold til præcisionslandbrug, har dog ikke gået hen over hovedet på Steen Aarup og kollegaerne.
Fordele med Atfarm
I år tilbyder Yara og Flex Gødning således, at man gratis kan bruge satellittjenesten Atfarm, der er baseret på biomassedata indsamlet gennem 20 år og specialiseret viden om gødning. Det har en række fordele.
- Det er et værktøj, som er meget let at bruge, og landmændene har den fordel, at de kan lave præcisionstildeling af gødning, hvor man så flytter gødning rundt i marken, så man optimerer udbyttet, forklarer han.
Men også i forhold til efterafgrøder er der fordele forbundet ved at bruge det.
- Man kan reducere sit areal med efterafgrøder. Som reglerne er så for hver 11 hektar, man har med præcisionsgødskning, må man reducere sit efterafgrødeareal med én hektar, oplyser Steen Aarup.
- Og det, tilføjer han, giver både en besparelse, fordi man ikke skal etablere så meget efterafgrøde, men for mange giver det også en ekstra mulighed. I stedet for at have en hektar byg, kan de have en hektar hvede, der jo giver mere end byg. Så der er lige som en dobbelt gevinst ved det, siger han.
- Det er et værktøj, som er meget let at bruge, og landmændene har den fordel, at de kan lave præcisionstildeling af gødning, hvor man så flytter gødning rundt i marken, så man optimerer udbyttet.
Steen Aarup
Mere af det samme
Og hvordan ser fremtiden så ud for firmaet? Jo, mere af det samme, lyder det fra Steen Aarup.
- Jeg tænker, at vi sådan set fortsætter uændret med de produkter, vi har. Det er især fordi, vi har en unik roegødning med fosfor, som vi er de eneste på markedet med. Og det vil vi gøre noget ud af. Desuden vil vi fortsætte med at tilbyde flydende gødning som et alternativ til dem, der foretrækker det.
Så der er en fast køreplan for, at de ting, I har haft succes med?
- Ja, lige præcist. Vi har faktisk ikke de store planer om at lave ændringer. I forhold til roerne har vi for eksempel noget unikt, og det vil vi fortsætte med at have, lyder det fra Steen Aarup.
Yara har 17.000 medarbejdere globalt og sælger produkter til 160 lande.