Spar penge på tørring og beluftning af kornet

Der er mange penge at hente ved kun at køre med drift af plantørreanlægget og amerikanersiloer udenfor tidspunkterne på døgnet, hvor el har den højeste kWh-pris.

Der kan være penge at spare, når kornet skal tørre. Sådan lyder rådene fra Gunnar Schmidt, energi- og teknikrådgiver hos Byggeri & Teknik I/S i Herning.

Omkostningerne til energi til tørring og køling af kornet kan ifølge Gunnar Schmidt, energi- og teknikrådgiver hos Byggeri & Teknik I/S i Herning, reduceres på to forskellige måder:

Dels ved at reducere den forbrugte mængde, og dels ved at køre med tørresystemerne i de perioder af døgnet, hvor timepriserne for el er lavest.

Hans forslag er blandt andet, at man kun kører med drift af plantørreanlægget og amerikanersiloer udenfor tidspunkterne på døgnet, hvor el har den højeste kWh-pris.

Han anbefaler desuden brug af tilsatsvarme til al tørring, hvis tilsatsvarmen har tilstrækkelig lav pris pr. kWh.

Ved høj varmepris kan man udnytte luftens naturlige tørreevne i dagtimerne og så nøjes med at tilsætte varme i aften- og nattetimerne, forklarer Gunnar Schmidt.

- Jo lavere udetemperatur, desto mere energi koster nedtørringen, idet luftens evne til at indeholde vanddampe reduceres med faldende lufttemperatur. Dette forhold gælder særligt for tørring på planlagre og i nogen grad for tørring i amerikanersiloer og portionstørrerier, forklarer Gunnar Schmidt, som også opfordrer til, at man kigger på, om ens energikilde også er den mest energirigtige.

 

Læs også