Stigende nedbørsmængder udfordrer ældre drænrør

Gamle drænrør – ikke nødvendigvis manglende eller forkert dræning – kan være skyld i oversvømmede marker.

DRÆNRØR Klimaforandringerne medfører mere nedbør, og udviklingen vil fortsætte i årene, der kommer. Det stiller krav til de drænrør, der allerede er i jorden, og de, der fremover skal graves ned i landbrugsjord over hele landet.

Det er nemlig ofte gamle og utidssvarende drænrør, der er skyld i oversvømmede marker. Det har flere eksperter slået fast – heriblandt forskere ved Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet.

Dræning af marker har været kendt i Danmark i snart 100 år, og meget er sket med ikke bare nedbørsmængder, men også markernes dyrkning, størrelser og struktur i den tid.

I dag ses det langt oftere at marker står under vand, og der arbejdes derfor med massiv dræning af landbrugsarealer. Ikke bare ny dræning, men også gendræning af eksisterende drænede arealer, hvor gamle drænrør enten er utidssvarende eller for småt dimensionerede.

Det koster typisk i omegnen af 15.000-30.000 kroner pr. hektar at dræne.

jba

Læs også