Nu tester aktierne i opadgående retning
For anden uge i træk stiger aktiekurserne på globalt plan. Det kan også ses her i Europa, hvor det tyske DAX30 index er tæt på at gå i op-trend. Dog er potentialet for aktierne i opadgående retning fortsat begrænset og bryder DAX derfor med opadgående modstand, så vil jeg IKKE bruge det som et signal til at købe aktier. Aktierne stige ene og alene på lave renter og så på en fornyet tro på, at USA og Kina er ved at finde frem til en løsning på de to landes handelskonflikt, der nu har kørt i mere end 15 måneder. Uanset handelskonflikt og renter, så er aktierne dyre lige nu. Højt at flyve, dybt at falde, er et udtryk, der stadig skal holdes in mente. Af samme grund fastholder jeg også min anbefaling om at være påpasselig med køb af aktier lige nu og jeg fastholder samtidig men generelle anbefaling om at reducere i porteføljen med aktier, selvom det lige nu ser positivt ud – for en stund.
I juli måned var DAX30 oppe at skabe et nyt topniveau for året ved 12.660 euro. Den efterfølgende nedtur der satte ind hen over sommermånederne resulterede i at DAX30 for knapt en måned siden ramte det der skulle vise sig at være bunden for sommerens nedtur i 11.264 euro. I skrivende stund handler DAX30 til 12.670 euro. Dermed har DAX teoretisk set brudt med sommerens topniveauer i 12.660 euro. Holder bruddet, hvilket dog lang fra er sikkert, så vil DAX30 begynde at lave stigende toppe efter to år med en overordnet faldende kurstendens.
Men der er ikke meget at jagte opad
Men det opadgående potentiale for DAX30 er begrænset op mod gamle kursrekorder fra starten af 2018 ved 13.600 euro. Til trods for at vi med bruddet i givet fald vil opleve en lille trendvending i DAX30 fra ned til op, så vil jeg fortsat være forsigtig med hensyn til handel af aktier. Aktierne stiger i høj grad som en konsekvens af de lave renter. For hvor skal man ellers sætte sine penge, nu hvor man får negativ rente i banken. De stadig høje aktiekurser er derfor ikke nødvendigvis et udtryk for aktiernes aktuelle værdi i Europa, men mere et udtryk for at renterne er negative i bankerne.
Skulle DAX30 derimod igen begynde at falde, så vil vi allerede ved brud under 12.300 euro få et signal til, at den overordnede nedtur skal fortsætte. Derfor vil et brud under 12.300 euro frembringe et signal til at shorte DAX30 og samtidig give os et generelt signal til salg af aktier.
Til trods for næsten en måneds optur i DAX30, så peger indikatorerne overordnet set stadig nedad. Derfor bakker de tekniske indikatorer også stadig op om, at det er en bedre ide at lede efter salgsmuligheder fremfor købsmuligheder på aktiemarkedet.