Prisen for sukker begynder at gå godt op

Prisen for sukker banker igen mod et vigtigt modstandsniveau i opadgående retning ved 400 pund. Ved brud i opadgående retning vil vi endegyldigt få bekræftet, at prisen for sukker skal op.
Prisen for sukker er nu begyndt at rykke godt på sig i opadgående retning.
De seneste måneders kraftige prisstigning betyder, at sukkerprisen netop nu står over for en altafgørende opadgående test.
Bliver det til et opadgående brud, hvilket jeg forventer, så begynder det igen at se mere positivt ud for sukkerproducenter efter en lang årrække med dårlige og lave afregningspriser.
Selvom prisen for sukker igen rykker kraftigt op, så er sukkerprisen stadig forholdsvis lav set i det store perspektiv. I september måned sidste år var sukkerprisen på afgrødebørsen LIFFE i London nede og bunde ud ved 300 britiske pund pr. ton.
Dette bundniveau har sukkerprisen prøvet kræfter med ad flere omgange hen over de seneste godt to og et halvt år. Heller ikke tilbage i september måned sidste år kunne sukkerprisen bryde under dette afgørende bundniveau.
Kan den bryde?
Den korte trend er allerede op, efter at prisen for sukker tilbage i april var nede og runde ved en bund på godt og vel 330 pund pr. ton. Det er dermed en prisbund, der ligger højere end prisbunden fra september måned sidste år ved 300 pund pr. ton.
I skrivende stund handler prisen for en enkelt sukkerfuture på LIFFE-børsennn til lige godt 378 pund pr. ton. Trenden vendte til op, da prisen for sukker brød igennem et gammelt modstandsniveau ved 350 britiske pund pr. ton.
Med bruddet gik jeg i køb på sukker, og denne anbefaling holder den dag i dag, hvor sukkerprisen prøver kræfter med modstand i 400 britiske pund.
Gyldent kryds
Et brud over 400 britiske pund vil frembringe en decideret langsigtet trendvending, og herefter vil der teknisk set være mulighed for en yderligere prisstigning op i området omkring 500 britiske pund pr. ton.
De tekniske indikatorer virker stærke og bakker derfor op om, at prisen for sukker skal op i løbet af 2020. Således udviser de to indikatorer RSI og MACD stigende styrke i opadgående retning.
Ydermere har de glidende gennemsnit skabt et »gyldent kryds«. Et gyldent kryds opstår, når det 20 ugers glidende gennemsnit bryder over det 50 ugers glidende gennemsnit.
Et gyldent kryds er at opfatte som en langsigtet trendvending fra ned til op.
Det ser derfor godt ud for sukkerproducenterne i 2020 efter en årrække med alt for lave afregningspriser