Selv om Ukraines præsident Volodymyr Zelinskyj har lovet en afslutning på kornkrisen, er der stadig stor utilfredshed blandt især polske landmænd.
- Solidarnosz! Solidarnosz! Sådan lød det fra flere polske landmænd, der i sidste uge havde stoppet arbejdet på deres gårde for i stedet at gå i demonstrationer, efter at EU havde droppet toldbarriererne overfor korn fra Ukraine.
Blandt de polske landmænd var og er der stor utilfredshed med det politiske valg, der er truffet for at hjælpe Ukraine af med deres afgrøder, efter at russiske skibe siden invasionen i februar 2022 har blokeret havne i Azov- og Sortehavet.
Trods en FN-aftale mellem Rusland og Ukraine med Tyrkiet som mellemled har havneblokaderne gjort det yderst vanskeligt for det krigshærgede land, der er blandt verdens største kornproducenter, at komme af med sine afgrøder. Derfor har EU oprettet en række såkaldte solidaritetsruter, der åbner for eksport igennem EU-lande.
Men samtidig er toldbarrierne droppet overfor Ukraine, og det har afstedkommet de store protester blandt de polske landmænd.
Lover en løsning
Situationen fik i sidste uge den polske landbrugsminister Henryk Kowalczyk, der også var vicestatsminister i Polen, til at trække sig fra sin post. Og samtidig sagde den ukrainske præsident Volodymyr Zelinskyj under et officielt besøg i Polen, at der snart kommer en løsning på situationen.
Men blandt polske landmænd er utilfredsheden fortsat stor. De har krævet et stop for indførsel af ukrainsk korn samt statslig kompensation som følge af de stærkt faldende kornpriser, men det er endnu uvist, hvad en kompensation vil indebære, siger en talsmand for landbruget til wrp.pl.
- Efter vores vurdering er stort set ingen af vores krav hidtil blevet gennemført. Korn fra Ukraine strømmer stadig ind. Ministeren siger, at det er meget mindre, men det flyder stadig. Og kravet om økonomisk støtte er fortsat på forberedelsesstadiet, og der er ingen oplysninger om det nøjagtige beløb, siger landmand Piotr Kaminski, der er medlem af den lokale afdeling af NSZZ Solidaritet, der har været centralt involveret i demonstrationerne.
Har ikke tiltro
Udtalelserne faldt sidste uge under en demonstration i havnebyen Stettin i det vestlige Plen. Piotr Kaminsky har ikke meget tiltro til, at tingene vil ændre sig efter landbrugsministerens tilbagetræden.
- Efter min mening vil udskiftningen på ministerposten kun give en smule. Der er både krise i regeringen, men også i landbruget, og først nu er oppositionen blevet opmærksom på landbruget. Men det er nok fordi, at det er valgår, siger Piotr Kaminsky og tilføjer, at der, som han ser det, ikke er meget nyt i situationen:
- Den her situation har vi jo stået i stort set siden første dag af krigen (i Ukraine, red.). Vi er lidt overraskede over, at alle lige pludselig er klar til at hjælpe os. Men ministeriet er for svagt til at løse problemerne, siger han.
Senest i november måned i år er der valg i Polen. Trods et fald i popularitet står det ledende højrefløjsparti PiS til at tage over 35 procent af stemmerne, mens over 20 procent af polakkerne ifølge meningsmålinger vælger sofaen til næste valg.
Billede og video venligst leveret af WRP.pl.